Land of Plenty

Af: Johan Schmidt Larsen
Wim Wenders film er en lille perle om det amerikanske samfunds frygt og afmagt. En film hvor instruktøren ikke lægger skjul på sin egen overbevisning.

"Land of Plenty" tager sin begyndelse to år efter terrorangrebet på World Trade Center. Filmen handler om den paranoide og psykisk ustabile Vietnamveteran Paul (John Diehl). Paul bor i sin gamle, rustne kassevogn, der er spækket med alverdens overvågningsudstyr. Herfra udspionerer alle arabiskudseende mennesker. Han er nemlig overbevist om, at de alle er potentielle terrorister, der vil hans land ondt.

Filmens anden hovedperson er den 20-årige Lana (Michelle Williams), der er Pauls niece. Hun er netop vendt tilbage til USA efter at have levet flere år på Vestbredden i Israel. Lana er kristen og er vokset op som missionærbarn i Afrika. I stedet for at koncentrere sig om sin uddannelse, får hun arbejde på hjemløseherberget "Livets brød" i Los Angeles. Lana opsøger sin onkel, der er hendes eneste familiemedlem ud over faderen. Sammen oplever de et meningsløst mord. Med det fælles mål at opklare mordet - men med hver sin dagsorden - forenes det umage par på en rejse, som får afgørende konsekvenser for dem begge.

Wim Wenders har valgt en temmelig ironisk titel til sin film. Den er hentet fra Leonard Cohens sang "The Land of Plenty" (velstandens land) og bliver sunget af Cohen selv. Den og de øvrige sange i filmen er med til at sætte en grundstemning af melankoli, desillusion, men også en gnist af håb.

Wenders er nemlig overbevist om, at væsentlige områder af USA netop ikke er præget af velstand og overflod, som mange tror. Ifølge Wenders er "den amerikanske drøm" en myte, som kun findes på film. Bevæger man sig derimod ind i storbyernes fattigste kvarter eller til visse afsondrede landområder, er væsentlige dele af befolkningen indadvendte og præget af desillusion og forfølgelsesvanvid.

I betragtning af, at "Land of Plenty" er filmet med håndholdt kamera og digitalt udstyr på bare 16 dage, og med et budget på under en halv million dollars, er det intet mindre end et mesterværk. For mig står filmen som noget af det mest poetiske, jeg længe har set. Filmen har mange af dokumentarfilmens kendetegn, men er lavet i spillefilmens form, men vel at mærke en af de langsomme af slagsen.

Michelle Williams og John Diehl er som skabt til deres karakterer, og ifølge Wim Wenders selv er den kvindelige hovedrolle skrevet specielt til Williams. John Diehl formår på en meget overbevisende måde at give den gamle paranoide Vietnamveteran liv og krop. Det sker i en sådan grad, at man ikke som forventet får antiparti med figuren, men snarere føler forkærlighed og medlidenhed med denne vildførte og dybt sårede racist.

Michelle Williams er et fund i rollen som den let naive og godmodige missionærpige Lana. Med sin vide horisont og sin internationale orientering står hun i skærende kontrast til sin onkel, og det er uden tvivl et helt bevidst valg fra Wenders side. Med sit spil giver Williams Lanas kristne tro en troværdighed og autenticitet, som ses yderst sjældent på film. Det samme gælder skildringen af præsten Henry (Wendell Pierce) og hele arbejdet på hjemløseherberget "Livets brød". Personligt kunne jeg ikke lade være med at tænke: Et diakonalt arbejde af den karakter må da for alle kristne  være et forbillede på, hvordan et livsnært og troværdigt kristenliv bør leves!? Samtidig er filmen et særdeles pågående politisk indlæg uden at blive skinger eller propagandistisk. Filmen bliver heller ikke mindre stærk af, at Wenders på bonusmaterialet giver sin film dette skudsmål:

"Med denne film prøver jeg på ikke at skjule noget. Faktisk kommer filmen direkte fra mit hjerte og udtrykker min dybeste overbevisning både politisk, religiøst og moralsk."

Historien har Wenders i øvrigt skrevet i samarbejde med sin ven, Scott Derrickson.

I artiklen Engle, cowboys og kristne er der mere om Wim Wenders film.

---