Lady Bird

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Ær din far og din mor, for at det må gå dig godt og du må få et langt liv – men hvad sker der, hvis moren ikke formår at slippe sin datter og bare vise omsorg og støtte?

FOR MEGET MOR 

Hvorfor skal man finde sig i det, man får givet af sine forældre? Det er kampen for Christine McPherson, der prøver at vriste sig fri af alt det, der binder hende til kedelige Sacramento, hvor hun lever i et alt for lille hus med sine forældre, sin adoptivbror og hans kæreste og på den katolske all-girls-highschool, Immaculate Heart. Bortset fra de vise nonner, er skolen som enhver anden ungdomsskole med cool kids og alle de andre.

Morens og Christines forhold er den centrale akse i filmen. Eller, Christine vil hun faktisk slet ikke kalde sig, for hvorfor skal man have et navn, som andre har givet en? Derfor kalder hun sig i stedet Lady Bird. Datteren og morens forhold svinger i høj pendulfart mellem had/kærlighed, latter/råb og passiv og knap så passiv aggressivitet.

Konstant konflikt
Forholdet er eminent spillet af Saoirse Ronan og Laurie Metcalf. De rammer plet, så to fuldvoksne mænd sagtens kan spejle deres indre teenagepige. Mor Marion har ofret rigtig meget for sin utaknemmelige datter, og når datteren så på alle måder gør oprør og sætter hårdt mod hårdt, bliver det rigtig grimt. For eksempel da de skal prøve gallakjole og datteren finder en kjole, hun må konstatere er lidt for stram, og moren ikke kan lade være med at sige, at hun da også kunne have ladet være med at tage den anden portion pasta. Eller da moren opdager, at datteren har brugt to håndklæder efter et bad og nu må omstrukturere hele sin dag pga den ekstra vask, det vil kræve. Således bider de konstant lidt af hinanden og fjerner sig længere og længere fra hinanden.

Af og til nærmer det sig en forsoning, når datteren må være den voksne og gå til moren. For eksempel efter en konflikt, hvor moren prøver at erklære sin kærlighed, og Lady Bird svarer: "I know you love me, but do you like me?" og moren ikke er i stand til at svare.

Moren kommer til at opføre sig, som om Lady Bird er blevet en byrde for familien. Dette funktionelle menneskesyn gør netop filmen så gribende ulykkelig og mavesmertende at se. De to rammer konstant forbi hinanden. Efter i mange år at have passet på sit barn, formår moren ikke i stedet at træde tilbage og vise støtte og kærlighed.

Flot film og stærkt portræt
Filmen er en velskrevet "coming-of-age-story" med instruktørdebut til den Oscar-nominerede skuespiller og manuskriptforfatter Greta Gerwig. Man sidder med fornemmelsen af, hvor personlig og ærlig historien er. Samtidig er der virkelig kælet for detaljen. Klipningen går stærkt. Og historien, der foregår over et år, har ungdommens impulsive tempo, nærmest montageagtig. Kulisserne og skæringerne er fremragende og giver ofte seeren en klaustrofobisk følelse af at være spærret inde i sig selv. Filmen har fået en fantastisk modtagelse og bliver hyldet for netop at rumme oplevelserne, som denne særlige generation har fået med fra sin opvækst. En opvækst og et samfund, hvor forældre ikke er eller kan finde ud af at være til stede, og hvor man er spændt ud mellem hollywoodske drømme og den brutale virkelighed med at finde sig selv.

Gerwig har dog også valgt et katolsk skolemiljø, som uudtalt giver filmen et stærkt fundament. Nonnerne, der fungerer som skolelærere, er modsat forældrene, færdige med at blive sig selv og kan håndtere provokationerne fra Lady Bird. En nonne får således lov til at stille spørgsmålet til pigen, om morens opmærksomhed måske kan være et udtryk for kærlighed? I det stille og ubevægelige kirkerum, får Lady Bird således lov til at finde ro og accept af sig selv, hvilket giver hende styrke til endelig at ringe til moren og acceptere det navn hun har fået af forældrene: Christine.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---