Labor Day

Af: Carsten Riis Jensen
En undsluppet straffefange flytter ind hos en enlig mor og hendes teenagesøn. En kærlighedshistorie, der vil for meget, og som damper af sensualitet.

Det damper simpelthen af sensualitet mellem de to hovedrolleindehavere, Josh Brolin og Kate Winslet. Jeg forstår godt, at instruktøren udskød optagelserne af filmen, fordi han absolut ville have netop de to skuespillere med. Der er rigtig meget kemi imellem de to - nærmest så det driver ned ad biograflærredet.

Filmen "Labor Day" er vel egentlig en kærlighedshistorie, men den er også et drama, en skæbnehistorie og en "coming of age"-historie.

At den netop er så mange ting, er den primære grund til, at den ikke får så mange karakterer i min bog. Det begynder ellers så godt: Filmens første ti minutter ligner optrækket til en nervepirrende thriller, om den depressionsramte singlemor, der kæmper med livet sammen med sin pubertetsramte søn, og som pludselig får uventet besøg af en undsluppet straffefange.

Det begynder rigtig godt, og især Kate Winslet fylder hele lærredet ud med masser af indlevelse og smerte i hele kroppen, så man håber på en nervepirrende fortælling de to timer, filmen varer.

Men efter en halv times tid er man godt klar over, at det nærmere er en kærlighedshistorie fortalt igennem den unge søns øjne. Sønnen, Henry, har den alder, hvor seksualiteten begynder at tage rigtig fat, men han har endnu ikke ord for mange af de ting, han ser, og de følelser, han har. Men man aner flere gange noget, der ligner et ødipuskompleks, mellem ham og moderen. Og da den undslupne straffefange, spillet af Josh Brolin, dukker op, ville der i sådan en historie være stof til masser af konflikt. Men da først Henry opdager, at straffefangen egentlig bare er en supersød og hjælpsom mand – der hurtigt forelsker sig i moren – så går der - i mine øjne - en masse potentielt fortællestof tabt i filmen. Ærgerligt.

Der var tidspunkter under filmen, hvor jeg simpelthen kedede mig, og så var der andre tidspunkter, hvor de seksuelle metaforer var så kraftige (der er dog ingen eksplicitte sexscener i filmen), at det var for meget: For eksempel en scene i køkkenet, hvor de to bager tærte sammen, og det er filmet på en måde, så man ikke er tvivl om metaforikken.

Instruktøren, Jason Reitman, har lavet fremragende film, såsom Juno og Up in the Air, men her må jeg sige, at han i sin fortælling rammer – eller forsøger at ramme – så mange forskellige temaer og genrer, at det ikke er lykkedes.

---