La La Land

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Af: 02
Mia og Sebastian slider for at nå deres drømme i Hollywood og valser ind i hinanden i bestræbelserne.

MUSICALENS GENOPSTANDELSE

Damien Chazelle. Bid mærke i navnet og mærk dig mine ord: Han bliver en af filmhistoriens største instruktører! Han er den visionære hjerne bag det ekstravagante fænomen "La La Land", som meget vel kan hive et tociftret antal priser hjem til årets Oscarfest, deriblandt en Oscar for bedste instruktør, hvilket vil gøre ham til den hidtil yngste nogensinde af slagsen med sine bare 32 år.

I 2014 bragede han ind på filmscenen med Whiplash, som nomineredes til fem Oscars, bl.a. også for bedste film. "Whiplash" var imidlertid bare et middel for Chazelle til at nå målet "La La Land", som han i mange år har arbejdet hen imod. Med en overbevisende debut fik han Hollywoods pengemænd til at punge ud til en genoplivning af den skindøde musicalgenre, hvilket der er kommet et moderne mesterværk og en helhjertet homage til en svunden tid ud af.

LA-land er drømmeland
Det er vinter, og solen bager over LA. Filmen åbnes i en trafikkø, som med ét forvandles til en scene for et hav af dansende og syngende bilister i farverige klæder. Tonen er slået an med det mest blærede brag! Vi introduceres for Mia (Emma Stone) og Sebastian (Ryan Gosling) i hver deres bil. Mia er en håbefuld barista i Hollywood, der forgæves går til den ene skuespillercasting efter den anden. Sebastian er en jazzelskende pianist, der må tage til takke med at spille simple julemelodier på restauranter, mens han drømmer om at starte sin egen jazzklub. Mia og Sebastian støder en aften ind i hinanden og finder hurtigt fælles fodslag igennem sang og dans. I en sprudlende romance, der udfolder sig over forår, sommer og efterår, efterfølger de deres drømme i Hollywood, "the City of Stars".

Barn af europæisk og amerikansk musicaltradition
Chazelle selv aspirerede til at blive jazztrommeslager, inden han blev filminstruktør, hvilket ikke fornægter sig; "La La Land" er gennemsyret af musikalitet og rytme. Og det faktum, at han er halvt fransk og halvt amerikansk, fornægter sig heller ikke, for filmen ligner et barn af den franske musical "Pigen med paraplyerne" fra 1964 og den amerikanske "Singin' in the Rain" fra 1952. Hele filmen er rig på nostalgiske referencer til både filmhistorien, musicalgenren og jazzmusikken. Dermed kunne man måske frygte, at filmen aldrig kom ud over at være refererende, nostalgisk og uoriginal, men den frygt gør Chazelle såre til skamme. Filmen er meget selvbevidst og afbalanceret mellem at låne fra tidligere tiders giganter og samtidig gå sine egne og nye veje.

Kulørt melankoli
"La La Land" er visuelt og auditivt helt overdådig! Den svenske kameramand Linus Sandgren er faktisk nok filmens bedste danser med den måde, hvorpå han glider rundt i scenerne med blærede, lange indstillinger. De lyse pangfarver overalt, LA's eksorbitante luksuskulisser, lydbilledet i alle sine genrenuancer – der er kælet for hver eneste detalje, og resultatet stråler af overskud og kærlighed til alle de håndværkere, som skal til for at lave en god film.

Hovedrolleindehaverne Stone og Gosling har virkelig taget nogle krævende roller på sig – sang, dans, drama, komedie og en kemi karaktererne imellem, der skal kunne mærkes ind i hjertekulen. De gør det imidlertid uovertruffen, og navnlig Stone har sin karrieres vel stærkeste præstation i denne rolle. Synger og danser de lige så godt som Fred Astaire og Ginger Rogers? Nej, men det er heller ikke meningen. Måden Stone og Gosling synger på er mere moderne, mere upoleret, skrøbelig og bare fin. Det tilføjer til filmen realisme og eftertænksomhed, som den trods alt også prøver at etablere midt i al sin eskapisme. Sangene er heller ikke ren og skær munterhed. Der er melankoli og blå toner, håbefuld indadvendthed og drømmende udadvendthed, der hjælper fortællingen med at få benene tilbage på jorden efter farverige badutspring.

Efter stumfilmen kom musicalen
I 2011 genoplivede Michel Hazanavicius den klassiske stumfilm med The Artist og vandt en Oscar for bedste film for manøvren. Der er et sjæleligt bånd mellem "The Artist" og "La La Land", men hvor førstnævnte næppe vil føre en masse nye sort-hvide stumfilm med i sin slipstrøm, kan "La La Land" sagtens have banket døren ind for, at vi fremover kommer til at se flere musicaler. Den er i hvert fald i sin egen ret en både teknisk storslået bedrift og en smuk fortælling om kærlighed og kampen for at nå sine drømme. Musicalen er genfødt, og en ny mesterinstruktør har set dagens lys.

---