Kvinden der drømte om en mand

Af: Michael Agerbo Mørch
En fotograf bliver fanget i et spil mellem sine egne drømme og det virkelige begær, som er ved at tage kontrollen over eget liv fra hende.

"Kvinden der drømte om en mand" har været længe undervejs. Siden Per Fly bragede igennem med sin trilogi om de danske klasser (Bænken, Arven og Drabet) har han været anerkendt som den danske mester i realisme, og mange har været spændt på, hvilken retning han nu ville søge.

Ydermere blev denne film også brand'et godt, da filmens Facebook-side blev nedlagt af folkene bag Facebook, fordi plakaten til filmen har portrætteret en kvindes nøgne bryster. Og som bekendt er der jo god reklame i den slags, så pludselig var filmen på alles læber, allerede inden nogen havde set den. Hvordan er den så? Ja, man kan roligt sige, at det stilskifte, Per Fly laver, måske er for stor en drøm at sluge. Filmen er på mange måder for ambitiøs, og i dens forsøg på at indramme noget så kompleks og bittert som utroskabsbegæret, fanges den ind i kedsomhedens net.

I filmen møder vi K (Sonja Richter), som er i Paris for at tage nogle modebilleder. Om natten har hun kontinuerligt den samme mærkelige drøm om en mand, som sidder nøgen på en seng, og som til sidst kaster sig baglæns udover balkonen, mens K ser passivt til. Pludselig møder hun manden på en restaurant i Paris. Tiltrækningen og begæret flammer op i K, og da den bliver gensidig, er scenen sat til de store følelser. Problemet er bare, at både K og Maciek (Dorocinski) har en velfungerende familie med gode ægtefæller og børn. De ender dog med at begære hinanden så kraftigt, at begges forhold står på spil.

Jeg ved ikke, hvad det er med dansk film for tiden, men det er som om, der er kommet en tendens til at gå til yderlighederne igen. Trier begyndte med Antichrist, som viste nogle horrorlignende sexscener. Nu kommer Fly så bagefter, og heller ikke han lægger fingrene i mellem. Vi ser fuldbyrdede samlejer, flere nøgne kroppe og hele filmens fokus er sporet ind på dette. Egentlig er det spændende at kigge på, hvordan begæret kan ødelægge menneskers liv, og hvad det er, der fører dem på afveje, men her bliver det for udpenslet, og man bliver træt af den evige fokusering på de nøgne kroppe.

Filmen er et forsøg på at forene den realisme, Fly er kendt for, og så det magiske som kendetegner folk som Trier, Boe, Lynch og Godard. Selve filmningen er fantastisk, og billederne er virkelig magiske. Det er klart filmens højdepunkt. De smukke noir-billeder af Paris, Warszawa og København. Man bliver straks forelsket i byerne - deres kulisser, de smukke huse, alleer, hotelværelser, altankasser, brosten. Det er drømmende.

Der er ikke mange personer med i filmen, og den overvejende spilletid gives til Sonja Richter, der spiller hovedrollen som K. Folk vil formentlig være delte omkring hendes rolle. Enten er hun fantastisk, eller også er hun for enerverende og klynkende. Jeg vakler mellem de to. Hun spiller med en meget stærk indlevelse, og man sidder med en fornemmelse af, at hun virkelig er besat af sin længsel efter en fremmed mand. Hun er ude af kontrol. Men samtidig trættes man at de grædende og bedende øjne.

Fly moraliserer ikke, selvom han har et betændt emne i kikkerten. Der er dog flere gode citater, som da K og Maciek udspørger hinanden om deres grund til at gøre, som de gør. De har jo begge perfekte liv, bliver de enige om. Der gives ikke et svar.

Selvom det er en skarp betragtning, drukner filmen i dens manglende blufærdighed og dens leflen for et publikum, som bliver begejstret, bare instruktøren overskrider grænserne. Filmen lever ikke op til Flys tidligere niveau, og han gør klogt i at overveje sin genre næste gang.

---