Kvinde på krigsstien

Af: Carsten Riis Jensen
Humoristisk islandsk thriller om at elske naturen og miljøet. Det kan i høj grad anbefales at se denne dejlige film om miljøaktivisten Halla.

 SKØN ISLANDSK FILM

Det er ikke islandske film, der bliver vist mest af her i Danmark. Der var "Om heste og mænd" tilbage i 2013, men ellers er det ikke Island, vi får flest film fra. Det bliver der heldigvis gjort noget ved nu, med den humoristiske thriller "Kvinde på krigsstien".

I filmen præsenteres vi for den smukke men barske islandske natur, og jeg tror helt sikkert, at den nok skal lokke turister til landet. Og det kan endda vise sig at være stik mod filmens hensigt. For "Kvinde på krigsstien" handler nemlig om miljøet. Om at elske miljøet og naturen, og om at forsøge – på en temmelig dumdristig måde – at få standset de store miljøsvinende selskabers rovdrift.

Miljøforkæmper
Hovedpersonen i filmen er den midaldrende Halla. Hun er en storsmilende og dygtig korleder, men hun er også miljøforkæmper. Af den aktivistiske slags. Hun tager langt ud på de islandske sletter, medbringende bue, pil og kraftige stålwirer. Dem skyder hun hen over de store elmaster, så stålwirerne rører ved de strømførende ledninger og smadrer el-nettet. Det er aktivistisk – og både dumdristigt og livsfarligt.

Da hun på et tidspunkt er ved at blive fanget af øens militærpoliti, søger hun tilflugt hos en bonde, som vistnok er hendes halvfætter. Og så går det ellers derudaf med at skjule beviser og prøve at få hverdagen som korleder til at gå hånd i hånd med aktivismen og politiet, der jager hende.

Det er en på alle måder rigtig "islandsk film." Halla bruger den islandske natur til at gemme sig i. Hun skjuler sig under store isflager eller blandt får. Hun tager et dødt – og knapt rådnet – dyrs skind hen over sig, så varmekameraerne ikke kan finde hende. Og hun løber hjemmevant hen over de store, åbne sletter.

Musikken følger med
Filminstruktører med mod forsøger ofte at lege med filmmediet og sprænge rammerne. Det kan gøres på mange måder. Her, i "Kvinde på krigsstien", gør instruktør Benedikt Erlingsson det på sin helt egen måde:

Vi ved alle, hvor meget musikken betyder for en film. Musikken skaber stemning og fortæller os fx, hvis der er ved at være fare på færde. I "Kvinde på krigsstien" er musikken ikke bare noget, vi hører. Nej, musikken er simpelthen til stede i filmen – i form af tre musikere. Vi ser dem fx sidde og spille, mens Halla løber hen over sletterne. Og et genialt træk er, at Halla godt er klar over musikernes tilstedeværelse: Da hun i sin lejlighed ser noget på TV, som hun for handlingens skyld bør se, men vælger at slukke for, da griber en af musikerne fjernbetjeningen og tænder TV’et igen. Samme erkendte tilstedeværelse af musikken ser vi, da Halla står i en situation, hvor hun er i tvivl om, om noget er godt eller farligt. Hun kigger på musikerne, og da trommeslageren slår stortrommen an i en dyster tone, ved hun, at det her er farligt. Det er virkelig godt tænkt at lege med musikken i filmmediet på denne måde.

Ofre sig for hinanden
Det er klart, at miljø og natur er komplekse emner at tage op i en film. Her bliver det gjort med humor og en smule galskab. Men et godt og gennemgående tema i filmen er selvopofrelse. Halla ofrer sig selv for sagen, og hun har den virkning på folk, at de også gør det.

Da hun selv kommer alvorligt i knibe, ser vi dog den største selvopofrelse. Uden at afsløre alt for meget vil jeg blot sige, at Halla har en søster (i øvrigt spillet af samme skuespiller). Og de to søstre ender med at ofre sig for hinanden – og til sidst den ene mere end den anden – på en måde, som hos os tilskuere afstedkommer en blanding af både smil og tårer.

Jeg vil i høj grad anbefale en tur i biografen for at se denne skønne, tankevækkende, smukke og morsomme islandske film.

Filmen er kommet på dvd.

---