Kufferten

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En tynd og urealistisk historie fra anden verdenskrig om 10-årige Marie, der må se sine forældre blive taget til fange af tyskerne. Marie og hendes fætter Sebastian tager af sted for at prøve at finde dem.

Den danske 22-årige instruktør Charlotte Madsen har både skrevet manuskriptet og instrueret "Kufferten", som er en såkaldt no-budget film og hendes første biograffilm. Det er en tynd og urealistisk historie fra anden verdenskrig, men de flotte stemningsbilleder i naturen og det flotte lys på mange af scenerne redder meget. Vi bliver ikke meget klogere på vilkårene under anden verdenskrig. Der er meget langt fra "Kufferten" til Hvidstengruppen, selv om de foregår på samme tid og flere af begivenhederne ligner hinanden.

Den 10-årige Marie (Helena Quist Kristensen) hjælper til i forældrenes bageri på Lemvig-egnen. Det gør hendes 13-årige fætter Sebastian (Aske Svane Qvist) også. Bageriet er hjemsted for en modstandsgruppe, og Maries forældre bliver taget af tyskerne. Marie tror, hun kan finde sine forældre, og får Sebastian med ud at lede efter dem. Marie og Sebastian finder en indhegning i en skov, hvor tyskerne bevogter nogle tilfangetagne. En dreng fra indhegningen prøver at hjælpe dem. En sød, ældre dame byder dem på middag, men de drager hurtigt videre. Senere kommer de indenfor hos en børneflok, der tilsyneladende er forældreløse. I stuen hænger et broderi med teksten "Lev for Jesus". Børneflokken beder bordbøn og synger bordvers. Begge dele hver gang. Ingen tvivl om, at her mener de det seriøst, men det virker temmelig karikeret. Det er tydeligt, at den ældste dreng ikke vil lyve, da tyskerne banker på. De har en syg præst liggende i et værelse, og de skildres i det hele taget som meget gæstfrie, men de har dog en grænse for, hvad de vil tolerere.

Maries og til dels Sebastians skuespil er godkendt, men forældrene - især moren - er ikke spor overbevisende. En række kendte skuespillere optræder undervejs i korte sekvenser. Det er ikke en film, hvor historien kommer ind under huden. Men i betragtning af, at instruktøren kun har brugt 65.000 kr. på filmen, gør hun det godt. Og som nævnt, kan man glæde sig over de mange flotte naturscener - en myre kravler på tøjet, og solen står lavt og giver et skønt lys. Man kan også fryde sig over den flittige brug af mimik, lyde og antydninger til at fortælle historien.

Filmcensuren på 15 år indikerer, at det ikke er en familiefilm - og med rette.

---