Krigen

Af: Henrik Højlund
Filmen er så gennemført, at man sidder med fornemmelsen af at være vidne til virkelige begivenheder. "Krigen" er fuldt fortjent nomineret til en Oscar som bedste ikke-engelske film.

FYLDT MED DILEMMAER

Tobias Lindholm er endnu en af den danske filmskoles ubegribeligt mange vidunderbørn. Indtil videre har han lavet tre film. Og desuden medvirket som manuskriptforfatter på et par af Thomas Vinterbergs film. Alle tre film er af ypperste kvalitet. Og alle tre har den dokumentariske, usentimentale stil som instruktørens signatur. Den barske fængselsfilm "R", den stærke film Kapringen om skibskapring i Det Indiske Ocean og nu senest "Krigen" om en deling danske soldater i Afghanistan. I alle tre er autenticiteten så gennemført helt ned i kameraføringen, at man har fornemmelsen af at være vidne til virkelige begivenheder.

"Krigen" har lige opnået den fornemme hæder at blive indstillet til en Oscar som årets bedste ikke-engelske film. Det er fuldt fortjent. Historiens omdrejningspunkt er en familie med tre børn, hvor faren, spillet af Pilou Asbæk (som Lindholm også bruger som hovedperson i de to foregående film), er udstationeret som kompagnichef i Helmand i Afghanistan, mens moren passer job og tre børn hjemme.

På begge fronter udspiller sig en kamp. På udefronten en kamp mod Taleban. På hjemmefronten en kamp mod savn af far og mand med alt, hvad deraf følger af slid og slæb med at få det hele til at hænge sammen.

I Afghanistan bliver kompagniet sat på en hård prøve. Under beskydning - med fare for sine mænds liv - tilkalder kompagnichefen luftstøtte, uden at have sikker viden om, hvor fjenden befinder sig. Området bombes, og civile afghanere dør. Efterfølgende kommer kompagnichefen under beskyldning for at have overtrådt internationale konventioner om krigsførelse med civile tab til følge. Han kaldes hjem til Danmark, og en længere retssag går i gang.

Filmen udfolder de etiske dilemmaer fremragende. Som tilskuer er man i stor ambivalens. På den ene side forstår man til fulde den sympatiske kompagnichefs ønske om at beskytte sine egne soldaters liv. På den anden side forstår man også det problematiske i at sætte sig over loven, især når det koster liv. Men det etiske dilemma stopper ikke der. For kompagnichefen udsættes også for valget mellem at lyve om sit valg i kampen og derved vinde retssagen, eller tale sandt og derved ryge i fængsel og udsætte sin familie for endnu større vanskeligheder.

Hvem gavner du ved at fortælle sandheden? spørger konen ham. Som tilskuer er det svært ikke at dele pointen bag spørgsmålet. Hvilket siger noget om dilemmaets størrelse. Man sidder som tilskuer og håber, at løgnen vinder. Det modsatte synes kun at medføre endnu større urimeligheder. Til syvende og sidst er det krigen selv, som afstedkommer de umulige valg og uløselige dilemmaer. En krig som måske dybest set ikke giver mening.

Således starter filmen også med spørgsmålet: Giver denne krig mening? – i form af en soldats fortvivlede udbrud om meningsløsheden i krigen, da han mister en kammerat i kamp. Om det er bundlinjen i spørgsmålet om krigen i Afghanistan, skal jeg ikke udtale mig for skråsikkert om, men jeg er tilbøjelig til, i den endnu korte histories bagklogskabs lys at give filmen ret: Krigen i Afghanistan synes ikke at have givet meget mening. Og i hvert fald har den – som vel sagtens al krig – sat mennesker i umulige valg mellem kolera eller pest.Filmen har som sagt næsten dokumentarisk karakter. Der er meget lidt musik. Stilen er lavmælt, usentimental og realistisk. Tobias Lindholm er værd at følge.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---