Kongernes Konge

Af: Johan Schmidt Larsen
Interesserer du dig for filminstruktørers tilgang til historien om Jesus, er "Kongernes Konge" interessant, men nogen kunstnerisk eller åndelig oplevelse får du ikke.

Det kan være en interessant, men også skuffende beskæftigelse at se Jesusfilm. For hvor lægger instruktør og manuskriptforfatter vægten? Hvilke dele af Jesu liv giver de plads? Holder de sig primært til Bibelens beretninger, eller vælger de i højere eller mindre grad at blande handlingen med samtidshistorie og fiktion? Vil Jesu menneskelige side fylder mest, eller vil hans guddommelighed stå i centrum? Og hvilken rolle spiller hele persongalleriet omkring Jesus?

Medvirkende til vores oplevelse af filmen er selvfølgelig også, at vi hver især har vore egne billeder af Jesus i hovedet, og de stemmer meget sjældent overens med instruktørens, eller skuespillerens måde at tolke ham på. Derfor kan Jesusfilm ofte være en meget blandet fornøjelse. "Kongernes Konge" byder på flest skuffelser set ud fra både en kunstnerisk, en teologisk og en historisk synsvinkel.

Manuskriptforfatteren Philip Yordan og instruktøren Nicholas Ray har valgt en gennemgående fortæller, som dels forbinder de enkelte scener og delvis tolker filmens handling. De har tydeligvis valgt en venlig, ungdommelig og smilende Jesus uden kontroversielle synspunkter eller overraskelser.

De fleste af de medvirkende skuespillere var på optagelsestidspunktet relativt ukendte. Flere af dem havde primært baggrund i teater og tv-film, og det skinner tydeligt igennem i deres teatralske og ujævne måde at tolke karaktererne på. Rollen som Jesus blev tildelt den blonde og nordiskudseende Jeffrey Hunter. Han havde hidtil mest gjort sig i mindre kendte westernfilm, og i samtiden blev han efterfølgende kendt som skuespilleren, der spillede "teenage-Jesus".

Det er også bemærkelsesværdigt, at nogle af Jesu undere nok vises, men næsten altid med Jesus "off screen" eller som en skygge. Derimod fylder kampen mellem den jødiske befrielsesgruppe zeloterne med Barabas (Harry Guardino) i spidsen og romernes kaptajn Lucius (Ron Randell) meget. Det er i det hele taget betegnende, at der i filmens handling lægges meget vægt på personer, der i Ny Testamente blot spiller en birolle. Ligeså forholder Philip Yordan sig endog meget frit til Ny Testamentes beretninger.

Nogle gange er dialogerne og scenerne ren fiktion. Bl.a. har vi en scene, hvor Jesus besøger Johannes Døber i fængslet. Uden skelen til Ny Testamente eller til samtidshistorien gøres røveren Barabbas til oprørsleder, mens Judas fungerer som hans forlængede arm. Dette er måske forklaringen på, hvorfor filmen aldrig blev den store succes i kirkelige kredse. Og da filmen heller ikke fandt nåde hos filmanmelderne, hører den til i kategorien "glemte Jesusfilm".

I film som Ben-Hur og Quo Vadis, der er produceret i samme periode og med tilsvarende store budgetter, blandes Ny Testamentes beretninger også med fiktion og historiske facts, men som publikum er vi fuldt på det rene med, at det forholder sig sådan, og derfor opleves det for nogle af os som en kunstnerisk styrke frem for en svaghed. I "Kongernes Konge" har vi derimod at gøre med en film om Jesu liv, og derfor forventer man intuitivt en højere grad af troskab mod Bibelens beretninger.

Som der var tradition for i datidens bibelfilm, er der nogle imponerende scener med op til 7000 statister, men trods det imponerende skue forbliver disse sener underligt uengagerede. Det virker som om instruktøren ikke helt har gjort sig klart, hvad han vil bruge dem til. Det er en skam, når filmebudgettet åbenbart har givet mulighed for mange statister. Enkelte af kampscenerne virker lettere amatøragtige og uden timing - scener der som tidligere nævnt ikke er noget historisk belæg for.

Interesserer du dig for Jesusfilm, er filmen interessant, men nogen kunstnerisk eller åndelig oplevelse går du ikke glip af ved ikke at se den.

I øvrigt er den tekniske kvalitet af den restaurerede og digitaliserede version af filmen forbavsende god.

---