Kongens valg

Af: Ketty Dahl
Den norske kong Haakon, spillet fantastisk af Jesper Christensen, træffer et vigtigt valg, da anden verdenskrig står for døren.

EN KONGE TRÆDER I KARAKTER

I 1905 bliver prins Carl af Danmark folkevalgt som konge af Norge og får navnet: Haakon VII. Han er bevidst om sin rolle som kransekagefigur og ved, at i et konstitutionelt monarki har kongen reelt ikke noget at skulle sige. Han lever et forholdsvist sorgløst liv, og han elsker sine børn og børnebørn, der betyder alt for ham, ja, det virker til, at bedstefartitlen er vigtigere for ham end noget andet. Men så kommer anden verdenskrig.

Dramatiske døgn
Filmen følger kongen i de fatale dage fra den 8. - 11. april 1940, hvor Norge angribes af Tyskland. Et Norge, der ligesom Danmark, var totalt uforberedt og naiv i forhold til den trussel, som Nazi-Tyskland udgjorde. Filmen følger den ældre konges udvikling fra at være marionet og kransekagefigur med personlig manglende handlekraft til at blive en skikkelse, landet samles om, da regeringen med en vattet statsminister i spidsen, træder tilbage.

Haakon respekterer demokratiets regler om, at det er regeringen, der har magten, men han vælger efter mange overvejelser og næsten kvælende angst for ansvaret at stå ved, hvad han mener om den tyske besættelse og nægter at gå ind på tyskernes krav om overgivelse. Han nægter at bøje sig for den nye nazi-venlige regering, ledet af Quisling, der tager magten ved et statskup.

På fire dage tvinges den joviale, pragmatiske bedstefaderlige konge til at blive et statsoverhoved og landsfader med rygrad og holdning. Han bakkes op af kronprinsen, den langt mere handlekraftige Olav, som i starten slet ikke kan forstå farens pragmatisme. Haakon er klar over, at han med sit valg også må bære det tunge ansvar, at mange unge nordmænd må gå i døden mod en nådesløs tysk overmagt.

Karakterfulde Jesper Christensen
Rollen som Haakon spilles fuldstændig fantastisk og nuanceret af danske Jesper Christensen, der i den grad formår at vise kongens personlige udvikling og indre kamp for og imod at træde i karakter uden, at det bliver urealistisk. Ligeledes er den tyske gesandt i Norge, dr. Bräuer, særdeles velspillet af Karl Markovics. Han er en på mange måder sympatisk mand, der blindt og naivt tror på diplomatiets kompromisser og høflige forhandlinger uden at gøre sig klart, at Hitlers samvittighedsløse og brutale styre var fuldstændig ligeglad med diplomati. Han går totalt i panik, da det går op for ham, at diplomatiet er et spil for galleriet.

En historie, der ikke må blive glemt
Filmen er smukt filmet, og både den psykologiske kamp og krigens kamp, bliver ikke på noget tidspunkt langtrukkent. En film om de dilemmaer, livet stiller mennesker i, - at vælge for og imod det onde og at bære ansvaret for valgets konsekvenser. En fængende fortælling om pligt, stolthed og ansvar, og et stykke spændende historie om vort broderfolks modige nej til samarbejdspolitikken, som gøres nærværende gennem kongens personskildring, og som fortjener ikke at blive glemt!

---