Kon-Tiki

Af: Mikael Arendt Laursen
I 1947 tilbragte seks mænd mere end 100 dage på en tømmerflåde for at bevise, at Polynesien var blevet befolket fra Sydamerika 1500 år tidligere.

Da jeg var dreng, læste jeg masser af bøger og fordybede mig i beretninger om ukuelige opdagelsesrejsende, der satte liv og ære på spil for at udforske verdens yderste afkroge, og som vendte sejrrigt hjem efter at have plantet deres flag på en hidtil uudforsket plet på jorden. Disse opdagelsesrejsende blev til helte, som gav mig lyst til at udforske hele verden, selvom modet nok svigtede, hvis det skulle være kommet dertil. Thor Heyerdal var en af disse helte, som jeg læste om dengang, og jeg kan stadig huske, at mine forældre tog mig med på Kon-Tiki-museet i Oslo for mange år siden. En beretning som denne gør indtryk på drenge i en vis alder.

I 1951 vandt Thor Heyerdals egen dokumentarfilm "Kon-Tiki" om den fantastiske rejse fra Peru til Polynesien en Oscar. Nu er historien så blevet genfortalt i den norske film af samme navn, som også blev nomineret til den fornemme filmpris uden dog at vinde den. Filmen er opkaldt efter den tømmerflåde af balsatræ, som de seks mænd gennemførte deres fantastiske bedrift på. Og handlingen er ret enkel. Vi får et kort glimt af drengen Thor, og vi møder ham sammen med hans kone Liv på øen Fatu-Hiva, hvor idéen om, at befolkningen i Polynesien stammer fra Sydamerika, opstår. Herefter følger vi Heyerdal i kampen for at finde finansiering og mandskab til ekspeditionen, og endelig følger vi de seks mænd på deres mere end tre måneder lange sejlads over Stillehavet.

"Kon-Tiki" er en relativt langsom film med enkelte dramatiske højdepunkter og glimt af humor. Filmen virker troværdig og lægger sig tæt op ad Heyerdals egen fortælling om rejsen, som jeg kender den. Danske Søren Pilmark dukker for øvrigt op i en mindre birolle, men ellers er alle skuespillerne ukendte for mig, hvilket ikke er en ulempe i en film som denne, hvor det er vigtigt, at vi som tilskuere oplever, at vi møder den virkelige Heyerdal og hans folk.

Man skal vælge at se en film som denne, hvis man betages af eventyret og de smukke naturscener og ikke for de skuespilsmæssige præstationer. Personerne virker en anelse firkantede grænsende til det let karikerede og når aldrig helt ud over kanten til os. Thor Heyerdal spilles selv af Pål Sverre Hagen, og han er ganske enkelt for pæn en figur, til at man rigtigt tror på ham. Men filmen er smuk, og særligt flere af de helt utrolige optagelser af mødet med havets kæmper er fascinerende. Dramaet spidser da også til flere gange i mødet med hajer eller uvejr, men filmen som helhed har et usædvanligt langsomt tempo for en moderne film, hvilket som sådan ikke er en ulempe. Man skal blot være indstillet på, at handlingen er ganske enkel.

Ud over hovedfortællingen om Heyerdals store rejse, følger vi også hans kone Liv og hans to drenge hjemme i Norge. Den lille familie klarer modsat Kon-Tiki ikke skærene og forliser, fordi Heyerdal er så grebet af tanken om ekspeditionen, at han svigter dem, som han burde tage sig mest af som ægtefælle og far. Den store helt i offentligheden svigter dem, der burde se ham som den største helt. Sine egne børn. Her giver filmen os stof til eftertanke, da rigtig mange moderne forældre har stort fokus på karrieren og måske står i samme fare.

Kære fædre: Tag jeres drenge med i biografen og se denne film. De har brug for helte, ligesom I havde det, da I var børn! Og er de gamle nok til at forstå det, så vis dem efterfølgende den originale dokumentar eller tag dem med til Oslo og besøg museet. Begge dele er absolut anbefalelseværdige!

---