Klokkeren fra Notre Dame

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Overset perle fra Disneys katalog, og Walt Disneys mest religiøse film nogensinde.

FOR MEGET KRISTENDOM FOR WALT DISNEY

Denne film var aldrig blevet til, mens Walt Disney levede. Der er alt for meget religion i filmen. Godt nok havde Walt Disney ikke noget imod religion – han var selv et bedende menneske, som studerede Biblen og havde et eller andet begreb om, at Guds findes. Men han ville ikke have, at religion eksplicit kom til udtryk i hans film.

Nuvel, i "Snehvide" og "Pinocchio" er der masser af symboler, billedsprog og formuleringer med reference til Biblens fortællinger, men alt sammen er det kun implicit. Man så ingen kirker, præster eller Jesus i de tidlige Disney-film, og bøn og omtale af Gud sås kun sjældent. For Walt Disney var tro noget privat, og han ønskede ikke at "prædike", blot underholde. I øvrigt ønskede han at skabe universelle historier, som også kommunister, nazister og muslimer ville købe. Kristendom endsige religion var ikke et emne, som han troede ville fremme salget i hele verden.

Disneys mest kristne film
Men Disney døde. Og i 1990’erne kom der pludselig adskillige Disney-film, som indeholdt religion: Islam (Aladdin, 1992), New Age (Løvernes Konge, 1994), animisme (Pocahontas, 1995), græsk mytologi (Herkules, 1997), konfucianisme (Mulan, 1998). Disneys mest religiøse film gennem tiderne er dog "Klokkeren fra Notre Dame", hvor "Gud", "Herre" og "Helvede" nævnes adskillige gange. Før-reformatorisk katolicisme er til stede igennem hele filmen, og historien behandler temaer som Helvede, syndigt seksuelt begær og inkvisitorisk folkedrab på romaer. Desuden spiller kristen barmhjertighed, bøn for de svage og glimt af Himlens lys i vores tilværelse også en rolle.

Klokkeren forbliver udstødt
"Klokkeren fra Notre Dame" er i mine øjne en urimeligt overset Disney-film. Den fik stor ballade for at være voldsom – tortur, folkedrab, Helvede og seksuelt begær hørte ikke til i en familiefilm. Helten var grim, og de øvrige karakterer var heller ikke flotte og nuttede nok. Helten fik i øvrigt ikke den pige, han var forelsket i. Esmeralda har lidt den store tort ikke at blive indlemmet i Disneys line-up af Disney-prinsesser, fordi filmen bare ikke passer ind i Disneys strømlinede image. Nuvel, hun er jo heller ikke en prinsesse, men det er Belle, Mulan og Tiana altså heller ikke. "Were you once an outcast too?", synger Esmeralda i en bøn til Jesus i katedralen. Denne film og dens karakterer bliver ved med at være udstødte, og det er en skam. Disney har virkelig vovet noget med "Klokkeren fra Notre Dame", og jeg synes, at den har fortjent at blive hyldet for det.

"Hvem er et monster, og hvem er en mand?"
Dette spørgsmål stilles af fortælleren Clopin i filmens åbningssang. Frollo er en fornem, Bibel-citerende dommer, som i Guds navn forsøger at rense verden for smuds. Quasimodo ligner et monster, og både han og Esmeralda er udskud. Men skinnet bedrager: Quasimodo er en engel i et monsters krop. Han er fanget i et tårn imellem himmel og jord – mellem Paris’ smudsige gader, hvor Helvedes synd får frit spil, og hans eneste forbindelse til verden er Frollo og hans forvrængede syn på verden. Indtil Esmeralda havner i katedralen, hvor hun påberåber sig asyl fra forfølgelsen. Pludselig skal Quasimodo finde ud af, om Esmeraldas eller Frollos modstridende menneske- og gudssyn er rigtigt. Filmen behandler forbilledligt kristendommens selvretfærdige farisæisme i dommer Frollo samt kristendommens ydmyge barmhjertighed og selvopofrelse hos Esmeralda, og den tvinger os til at kigge bag om karakterers umiddelbare ydre fremtoning og deres ord for i stedet at bedømme folk ud fra deres indre karakter og deres handlinger.

Victor Hugo og Disney?
Animationen i "Klokkeren fra Notre Dame" er forrygende. Musikken er helt eminent – de arrangementer, som Alan Menken har lavet i denne film, og de sange, han og Stephen Schwartz har skrevet, er simpelthen sublime. Igen, der er måske nok ikke nævneværdig stor kærlighed til denne films sange hos mange, men jeg blev i hvert fald forbløffet som voksen over at genbesøge filmen og få gåsehud over storladenheden i musikken. Frollo er en af Disneys allerbedste skurke – væmmelig, hyklerisk, manipulerende, forskruet og foruroligende optaget af begær og had. Quasimodo, Esmeralda og Phoebus er også virkelig gode, og hele firkantsdramaet mellem Esmeralda og de tre mænd, som vil have hende, fungerer smaddergodt. De tre gargoiler fungerer til gengæld ikke godt som komiske bikarakterer, og deres sang passer heller ikke ind i filmen; lige i denne film skulle Disney have turdet udelade de comic relief-karakterer, som de ellers havde haft så stor succes med. Til gengæld bløder gargoilerne jo op på en ellers overraskende dyster Disney-film, og det er måske godt for børnene. Jeg vil i hvert fald gerne slå et slag for, at man giver de udstødte Quasimodo og Esmaralda noget mere opmærksomhed, end de har fået hidtil, så tag at (gen)se filmen, som måske ikke burde høre til i det hæderkronede studios eventyrkatalog af familiefilm. Hvem havde troet, at Victor Hugos fortælling kunne forvandles til en Disney-film? Walt Disney havde i hvert fald ikke.

---