Kingdom of Heaven

Af: Henrik Højlund
Mageløse panorama-billeder med fabelagtige slagscener, men der er gået lidt for meget action i Ridley Scott.

Det var med store forventninger undertegnede satte sig i biografmørket for at se Ridley Scotts "Kingdom of Heaven" med en historie fra korsfarertiden. Med hans "Gladiator" kom det store historiske filmepos igen til ære og værdighed. Kombinationen af historisk vingesus og psykologisk medrivende drama lykkedes så godt i den film.

"Kingdom of Heaven" lægger ud i samme overbevisende stil som Gladiator – mageløse panorama-billeder af et lidt gråt, vinterligt europæisk landskab. Vi befinder os ved smeden Balians landsby et sted i Frankrig. Her bliver han opsøgt af en korsfarerridder, der afslører sig som hans ukendte far. Og derfra hvirvles han ind i begivenhederne i Det Hellige Land og bliver den helt centrale person i forsvaret af Jerusalem mod datidens store muslimske hærfører og samlingsfigur, Salah al-Din, bedre kendt som Saladin.

Brandirriterende
Men selvom udlægget er godt, får man snart en fornemmelse af, at der denne gang måske alligevel er gået for meget action i Ridley Scott. En tidlig mordscene af den lidt for kulørte slags slår ligesom tonen an, og fra da af befrier filmen sig aldrig helt for udvendigheden.

Slagscenerne er fabelagtige, Scotts fantastiske billedsans fornægter sig ikke, det historiske rammestof er for så vidt o.k., men historien bliver aldrig virkelig bevægende.

Hvad værre er: Filmens underliggende budskab om ægte ædelmodighed og retfærdighed udtrykker sig stort set på tværs og på trods af det, der ellers var den kristne samtids altdominerende tilværelsesforståelse, afsættet for både menneskelighed og umenneskelighed - den kristne tro.

Det er brandirriterende og historisk utroværdigt endnu engang at skulle belæres om, at sand menneskelighed kun findes i en eller anden ubestemmelig ikke-religiøs eller multireligiøs humanisme. Den hest er trukket så mange gange af stalden, at den efterhånden må være overmæt af dage.

Kristendom og islam
Dermed fungerer filmen heller ikke helt troværdigt som aktuelt indspil i det nuværende højspændte forhold mellem kristendom og islam. Det vil filmen øjensynligt gerne, men når fredsbudskabet kunne være skrevet lige så godt af Niels Helveg Petersen, kan det være lige meget.

Hvis man vil stifte bekendtskab med et langt mere nuanceret og troværdigt billede af middelalderens sammensurium af religion, magt, ydmyghed, menneskelighed og umenneskelighed indenfor rammen af både kristendom og islam – og dermed også et langt mere interessant indspil i den aktuelle situation – kan man passende læse Jan Guillous stærkt underholdende bøger om tempelridderen Arn. (Man kunne også begynde med Poul Hoffmanns fremragende korsfarertrilogi fra 1960’erne).

Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner de bøger, for den tanke er nærliggende, at Ridley Scott må have kigget Guillou over skulderen. Hans helt Balian har mange fællestræk med Arn. Fornemmelsen af troværdighed er bare anderledes. Og det gør hele forskellen.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 20/2005

---