Killers of the Flower Moon

Af: Niels Christian Askholm
Med afsæt i virkeligheden portrætterer Martin Scorsese et stykke amerikansk historie, der afslører den menneskelige naturs skyggesider.

FORFRISKENDE COWBOY- OG INDIANER-WESTERN 

Da Ernest Burkhart, spillet af Leonardo DiCaprio, i begyndelsen af 1920’erne vender tilbage til Oklahoma efter endt krigstjeneste, begynder han at arbejde for sin onkel, den velansete William Hale, portrætteret af Robert De Niro. Burkhart bliver ansat som chauffør for de stenrige Osage-folk, og her møder han Lily Gladstones karakter, Osage-kvinden Mollie. På opfordring fra sin onkel indleder Ernest sig i et romantisk forhold og senere ægteskab med Mollie. Men alt ånder ikke fred og idyl, da en række mystiske mord på Osage-befolkningen, heriblandt Mollies søstre, hærger området. De lokale myndigheder foretager sig ikke det helt store for at opklare forbrydelserne, og først da det nyetablerede forbundspoliti med J. Edgar Hoover i spidsen, indleder dets efterforskning, begynder skeletterne stille og roligt at falde ud af skabene.

Mesterinstruktør Martin Scorsese afbilleder her en interessant og ejendommelig situation og periode i den amerikanske historie, hvor det oprindelige folk, Osage-indianere, grundet oliefund på deres reservat, er kommet til velstand. Osage-kvinderne smykker sig med ædelstene og diamanter, mens hvide mænd er deres chauffører og hvide kvinder deres hushjælp.

De to mastodonter DiCaprio og De Niro leverer helt igennem solidt skuespil, mens Lily Gladstone, trods meget få replikker, brillierer i sin karrieres største præstation til dato. Filmen bygger på David Granns roman af samme navn, og historien er eksekveret med respekt for Osage-folket. I sit udtryk er "Killers of the Flower Moon" en western med elementer af krimidrama, romantik og et strejf af en god Scorsese-gangster.

I just love money. Almost as much as I love my wife
"Killers of the Flower Moon" er en ambivalent fortælling. En tragedie, hvor vi får indblik i persongalleriets ydre og tilsyneladende gode og dydige karaktertræk samtidig med, at vi bliver konfronteret med deres laster og skjulte egoistiske intentioner. Scorsese dyrker det paradoksale i den menneskelige natur, hvilket på den ene side gør fortællingen spændende og tankevækkende at følge med i og på den anden side stiller seeren i den utilfredsstillende situation, at man ikke rigtig ved, hvem man skal sympatisere med, hvilket kan være en dealbreaker for nogen.

Ernest Burkhart er på en og samme tid en enfoldig og kompleks karakter. Selvom hans ægteskab med Mollie i første instans bygger på en idé om en "god forretning", synes hans kærlighed og følelser for hende at være reelle. Hans pengebegær er dog ikke til at fornægte. Han er i høj grad drevet af griskhed og misundelse. Ernest følger velvilligt sin onkels instrukser, som bringer ham i prekære situationer. Hans enfoldige natur giver os oplevelsen af, at hans amoralske handlinger i nogen grad er undskyldt. Som seer må vi dog spørge os selv, om forloren uvidenhed er dækkende for uskyld.

Mollie Burkhart er en eftertænksom karakter. Hun indgår i ægteskab med Ernest velvidende, at han i virkeligheden har hendes formue i bagtankerne. Hun formår dog alligevel både at stole på ham og elske ham.

William Hale, som ynder at blive tiltalt enten King eller Uncle, er skjult herskerbegærlig med et behov for anseelse som familien og lokalsamfundets velgører og vogter. Han opererer i det skjulte sine grådige planer med lyssky midler, mens han udadtil fremstår som alles ven og hjælper. Han bliver billedet på kapitalismen, det vestlige fremskridt og 'kultivering af det vilde vesten'. På den ene side gavner kapitalismen velfærden, sundheden, bekvemmeligheden og velstanden, og på den anden side korrumperer penge og afføder griskhed, misundelse, dovenskab, forfængelighed, magtbegærlighed, vold, racisme og splittelse. I sit skalkeskjul af godhed tjener King Hale og kapitalismen til syvende og sidst sin egen interesse mest.

Må det gerne gå langsomt?
Martin Scorsese er ikke ligefrem kendt for at lave korte film, og filmlængden synes at øges i takt med den erfarne instruktørs egen alder. The Wolf of Wall Street fra 2013 er 3 timer lang, Silence fra 2016 er 2 timer og 41 minutter, mens The Irishman fra 2019 er svimlende 3 timer og 29 minutter. Seneste præstation på den 80-åriges imponerende CV er her "Killers of the Flower Moon", som tillige er tre og en halv time lang.

En film skal dog hverken dømmes ud fra instruktørens alder eller spilletiden alene, men lad os alligevel dvæle lidt ved, hvad det gør for oplevelsen. Man siger, at når man når en vis alder, bliver man ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det kunne der godt være en gran sandhed over i forhold til den aldrende instruktør. For mens en spilletid på tre og en halv time ville få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste Hollywood-producenter, så besidder Scorsese erfaringen, talentet og brancherespekten til at gøre, hvad det passer ham. Han tager sig rigtig god tid til at udfolde en fortælling på den måde og i det tempo, han synes passende. Og det er både godt og lidt skidt. For man kunne have håbet på, at "Killers of the Flower Moon" var et mesterstykke i kraft af sin længde og ikke på trods af den. Alligevel ender det med at blive en mellemting. For selvom spilletiden ikke føles ulidelig lang, og Scorsese får lov til at udfolde sig, som han gør, så sidder man alligevel med følelsen af, at man sagtens kunne være gået i kiosken efter refill af popcorn og sodavand, uden at være gået glip af det mindste.

Trods sine tre timer, er "The Wolf of Wall Street" tempofyldt og nervepirrende fra start til slut. Med "The Irishman" og "Killers of the Flower Moon" synes Scorsese at have tabt pusten lidt for meget, givetvis intentionelt, men ikke nødvendigvis fremmende for oplevelsen.

På trods af sin vældig lange spilletid er "Killers of the Flower Moon" en anbefalelsesværdig filmoplevelse, som med nød og næppe sniger sig op på de fem stjerner.

Kan købes på streamingtjenester.

---