Kill the Messenger

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En journalist kommer på sporet af, at CIA har støttet salg af narko for at få penge til en hemmelig krig i Mellemamerika. Hans artikler får store konsekvenser for ham selv og hans familie.

DEN STORE AFSLØRING
Vi følger journalisten Gary Webb (Jeremy Renner), ansat ved en mindre amerikansk avis. Pludselig kommer han på sporet af sit livs sag: For at få penge til en hemmelig krig i Nicaragua har CIA tilladt de oprørsgrupper, de støttede, at sælge narko i storbyer i USA – primært til de sorte segmenter. Flyene havde narko med nordpå og våben med tilbage sydpå. Til at begynde med støtter hans avis ham, og de får naturligvis en vældig omtale. Store protestdemonstrationer i de sorte befolkningsgrupper i de ramte storbyer blusser op, og Gary indstilles til prisen som årets journalist. Men naturligvis kommer modreaktionerne, og her er meget stærke kræfter på spil. Man forsøger at sværte Garys rygte til, man forsøger at betvivle alle hans påstande – og man fjerner beviser.

Advarsel: for at give en brugbar anmeldelse af denne film, vil jeg røbe plottet!

Prisen
Det kommer til at gå tæt på familien, hvor vi især følger de kriseramte relationer mellem Gary og hans kone (Rosemarie DeWitt) og deres teenagesøn (Lucas Hedges). Endvidere bliver Gary fyret fra sin avis. Filmen slutter med, at Gary står på talerstolen og skal takke for prisen som årets journalist. Hvad den nedbrudte mand siger i sin "takketale", skal dog gemmes til seerne. I rulleteksterne fortælles, at den er bygget på en sand historie, og at Gary begik selvmord nogle år senere.

Autentisk film
Filmen fremstår som baseret på en autentisk historie. Og ved et opslag på Wikipedia kan dette bekræftes. Samme opslag kaster så et lidt andet lys ind over nogle af de ting, filmen har præsenteret os for. Så kan man jo selv forske videre, hvis man vil prøve at finde sandheden i den spegede sag. Filmen er i hvert fald så autentisk, at man har valgt ikke at udstyre den med ekstra dramatiske krydderier. Den rummer dramatik, men det er langt mest på det mellemmenneskelige plan. Der er kun ganske få sortklædte agenter med solbriller og ingen drabsforsøg. Så filmens titel skal ikke forstås i bogstavelig betydning. Garys angreb på CIA blev bagvasket og tilsløret ihjel – men Gary selv døde altså først nogle år senere. Ved "selvmord" sagde rapporten. Godt nok et selvmord, begået ved flere skud – hvilket man måske med rette kan undre sig over …    Men filmen har modstået fristelsen til at medtage selvmordet og konspirationsteorier omkring det.

Trist og troværdigt budskab
Budskabet er ikke nyt. Men det er klart og relevant formuleret. Det handler om de mægtiges troværdighed i et samfund, der gerne vil fremstille sig selv som vogter af retfærdighed i hele verden. Det handler om den afmagt, sandhedssøgende enkeltpersoner kan opleve, hvis de prøver at tage til genmæle. Det handler om, at det var de mægtige, der selv efterforskede anklagerne imod sig – og overraskende nok kom frem til, at der ikke var hold i dem. Vi har hørt dette for tit til at kunne tro, at det kun findes på film. Men man sidder tilbage med tanken og følelsen: "Kan vi overhovedet ændre denne afmagt?"

Er vi alle skyldige?
Samtidig er der et lille side-budskab i filmen. Da CIA begynder at grave i Garys fortid for at sværte ham til og gøre ham utroværdig, finder de en affære, der endte med kvindens selvmord. Garys søn reagerer meget voldsomt på det (hustruen gør ikke, for hun har vidst det hele tiden). I den forbindelse siger Gary til sin søn: "Man vil altid kunne grave en masse snavs frem om en hvilken som helst mand." Hmm. Det vil vel sige, at det ikke bare er CIA, der har et problem med troværdigheden – det har vi alle sammen. Og måske kan man derfor sige, at man har det CIA, man fortjener? Tanken kunne også gå en anden vej rundt: findes der virkelig ikke mænd, hvis liv kunne stå for en grundig efterforskning? Selvfølgelig ikke med den kristne målestok. Her skal vi måles på, om vi har elsket Gud og vore medmennesker af hele vort hjerte og hele vort liv - og her kan vi alle glædes over, at kristendommens hovedbudskab er tilgivelse! Men målt med almindelig samfundsmæssig målestok – har vi så alle sammen noget forfærdeligt at skjule? Eller er Garys undskyldning lidt tynd? Her lægger filmen op til, at vi kigger ind i os selv for at besvare det spørgsmål.
 

---