Kilimanjaros sne

Af: Michael Agerbo Mørch
Victor Hugos "Les Miserable" har fået en lillebror. "Kilimanjaros sne" bliver nok ikke så klassisk som Hugos historie, men der er megen kvalitet og engagement i historien om den arbejdsløse familie, der bliver bestjålet.

Kan du huske Victor Hugos Les Miserable? Selvom de færreste har læst bogen, kender mange alligevel scenen, hvor den ludfattige Jean Valjean stilles over for biskop Myriel, fra hvem han har stjålet noget sølvtøj. Myriel vælger at dække over Valjean og dermed give ham muligheden for at kæmpe for et andet liv. Myriel ved nemlig, at Valjean ikke stjæler for egen vindings skyld, men fordi han i sin kamp for overlevelse ikke ser anden udvej.

"Kilimanjaros sne" søger samme konflikt som De elendige. Her følger et kort resumé:

Havnearbejderen Michel (Darroussin) er fagforeningsmand på havnen i Marseille. Pga. en fyringsrunde vælger arbejderne at finde de "udvalgte" via lodtrækning. Michel ser arbejdspladsen som sin udvidede familie, og derfor lægger han naturligvis også en seddel i krukken, selvom han ikke behøvede qua sin stilling som fagforeningsmand. Der vælges 20 navne, og som en af de sidste ryger - til alles forbavselse - Michels navn op. Men Michel står fast på sine principper og forlader jobbet. Noget tid efter fejrer Michel 30-års bryllupsdag med sin livsglade hustru Marie-Clarie (Ascaride). Alle vennerne fra havnen - også dem, der blev fyret! - og hele den store familie er samlet. Som gave har alle samlet sammen til to billetter til Tanzanias berømte bjerg: Kilimanjaro. Et eventyr venter for det aldrende ægtepar. Men glæden varer kort. En aften bryder to bevæbnede, hætteklædte mænd ind i deres hjem. De stjæler pengene til rejsen - som de tydeligvis kender til - og efterlader parret bundet og hjælpeløse. Det er et stort slag for Michel og Marie-Claire. Særligt fordi forbryderne vidste om pengene; det kan altså kun være en kollega fra havnen eller én i familien.

En dag finder Michel ved en tilfældighed ud af, hvem der er tyven: en purung kollega, der blev fyret samme dag som Michel. Michel anklager ham, og han fængsles. Hvad Michel ikke ved er, at tyven bor alene med sine to brødre, der stadig er i grundskolealderen. Moren er kun sporadisk hjemme, og faren kender de ikke. Michel opdager den tragiske skæbne - men er det for sent? Og bør loven håndhæves, eller skal barmhjertigheden falde på den skrøbelige familie?

Filmens kvalitet er først og fremmest fortællingen. Den er medrivende og stærk. Man fornemmer de svære valg personerne står i. Selvfølgelig særligt Michel og Marie-Claire, men også deres venner og Michels kolleger, der har samlet ind til rejsen, og som derfor har følelser i klemme. Men den rigtige moralske beslutning kan ikke tages, og derfor diskuteres og grubles der heftigt. Alle ønsker at gøre det rigtige, men hvad er det?

Filminstruktøren Robert Guédigian tager livtag med de svære spørgsmål, og der er ingen moralisme eller konklusioner. Det bliver heller ikke lethed og postmodernisme, men derimod et reelt billede af, hvor kompliceret virkeligheden kan være. Eneste umiddelbare anke er, at filmmediets begrænsede muligheder måske bliver udstillet her. Sagen, der beskrives, er kompleks og kunne godt fortjene 350-400 siders beskrivelse. På den anden side, så har vi jo Victor Hugos fremragende klassiker, som vi kan gå til, hvis det er det, vi ønsker. En film, der forsøger at rumme samme komplekse tema som Les Miserable, kan efter min mening ikke gøres meget bedre. "Kilimanjaros sne" er i øvrigt inspireret af et digt af Hugo, nemlig Les Pauvres Gens (Fattige folk), og ikke af Ernest Hemmingways kendte novelle med samme titel som filmen.

Blot to lidt spøjse ting: Det kan undre, at en fransk socialrealistisk film kun bruger engelsk musik som baggrunds-musik, som fx Blondies Heart of Glass. Det virker lidt som en Chateau-vin serveret med fish & chips. Derudover er det lidt uheldigt, at oversætteren af underteksterne af og til laver nogle indforståede forkortelser, som fx når der bliver skrevet at "OM" spiller i aften. Der skal man jo lige vide, at de lokale helte, Olympique Marseille, blot forkortes OM i daglig tale. Ikke videre essentielt, men det er jo det samlede billede, ik'?

Samlet vil jeg sige, at få film om tyveri, skyld, hævn og tilgivelse er blevet leveret så intimt som "Kilimanjaros sne" uden at være påduttende. Den er meget anbefalelsesværdig, også selvom filmen på intet tidspunkt refererer til en mere objektiv moral over for Gud. Der er stadig masser af temaer, man kan diskutere og reflektere over.

---