Kilden i Provence

Af: Carsten Riis Jensen
Klassisk fransk film om bedrageri, ukuelighed, vejrets luner – og fransk landidyl.

Fælles anmeldelse af "Kilden i Provence" og "Manon og kilden".

Begge de to klassiske film om kilden i Provence indledes af en skøn titelmelodi, fremført primært på harmonika. Melodien er med til at fremme den helt særlige stemning, der er i filmene, om Jean de Florette (i den første film) og Manon de Florette (i den anden film).

Det helt særlige ved de to film, som altså ikke er selvstændige film, men hænger meget nøje sammen, er filmfotografens evne til at skabe malerisk skønne visualiseringer af det franske bjerglandskab. Det er betagende, det er smukt, og det giver en byboer lyst til at flytte på landet.

Filmene foregår i 1920'erne og 30'erne i Provence. Alt foregår med håndkraft, der er ingen maskiner, og beboerne i det fjerntliggende landområde er dybt afhængige af, at de naturlige kilder i området giver vand til markerne og til det daglige forbrug i husene.

I den første film møder vi områdets rigeste bonde, César Soubeyran (kaldet "Papet"). Hans nevø, den 20-årige Ugolin, vil gerne dyrke blomster, og dertil kræves meget store mængder vand. Lige i nærheden ligger en større gård, hvor der er en naturlig kilde. Gården stod oprindeligt tom, og Papet og Ugolin håbede at kunne opkøbe gården og udnytte kilden, men pludselig flytter en ung familie ind på gården: Jean de Florette med hustru og barn. Det ærgrer Papet og Ugolin så meget, at de begynder en nedrig plan, hvor de tilstopper kilden, sådan at den nye familie tvinges til at gå en halv dagsmarch med oppakning for at hente vand ved en anden kilde.

I løbet af den første film følger vi den tilflyttede families begyndende arbejdsiver og store planer. Men efterhånden, som den ekstreme sommervarme, tørke og andre ting gør landmandslivet besværligt, især når man skal gå efter vand, går det voldsomt ned ad bakke. Faderen, Jean, spillet af den kendte franske skuespiller Gérard Depardieu, begynder at drikke, og til sidst virker han til at være på vanviddets rand. Han begynder at grave efter vand, og han indkøber dynamit for at sprænge nogle klipper væk. Det går imidlertid galt, og Jean dør. Familiens datter, den 10-årige Manon, står rystet tilbage og overværer, da de grådige Papet og Ugolin lister sig ned for at fjerne det cement, de havde hældt over kilden. Hun ser, hvordan de danser og jubler, da vandet atter begynder at fosse. Her slutter den første film.

Den næste film, som på dansk har fået titlen "Manon og kilden", begynder 10 år senere. Datteren, Manon, er nu blevet 18 år. Moderen er flyttet til storbyen, men Manon er blevet i Provence for at passe geder og leve sit liv der.

Har man kun set den første film, sidder man tilbage med et sug i maven over den ondskab, som Papet og Ugolin udviser. Men ser man også den anden film, sker der en væsentlig udvikling i handlingen, og nye opdagelser og afsløringer gør sit til, at man sidder med spænding og følger historien videre.

Manon får ved en tilfældighed yderligere informationer om den ondskab, Papet og Ugolin har udvist, og hun opdager også, at alle i landsbyen kendte til det. Da hun ved en tilfældighed finder udspringet til den kilde, som forsyner hele området med vand, iværksætter hun derfor en plan for at få hævn. Senere i filmen kommer en række afsløringer, som i den grad ryster Papet – og som fører til, at han til sidst vælger at lægge sig til at dø.

Først og fremmest er de to film om kilden i Provence en billedskøn fortælling. Scenerierne er fantastiske, og skuespillerne er meget troværdige i rollerne som bønder i 1920'erne og 30'erne. De to film har da også tidligere været på IMDb (Internet Movie Database) top 250, og i Frankrig, hvor bogforlægget bag filmene stammer fra en mand, der er Frankrigs svar på danske Morten Korch, vises filmene årligt på tv.

Der er rigtig meget godt at sige om de to film. Dog finder jeg dem enkelte gange lidt langtrukne, netop fordi der dvæles så intenst ved beskrivelsen af landmandslivet og ved naturens skønhed. I film nummer to er der mere "fart" på, men denne fart tager imidlertid overhånd i filmens sidste 20 minutter. Her dukker nemlig en gammel dame op, som i løbet af en kort samtale meget hurtigt afslører en masse ting, som man ellers kunne have valgt at præsentere mere fortløbende i løbet af de to films næsten fire timers spilletid. Det går simpelthen for stærkt sidst i filmen.

Temaet i de to film er dels fransk bondeliv, dvs. en pendant til de danske Morten Korch-film, og dels det bedrageri, de to mænd begår over for den tilflyttede Jean de Florette. I film nummer to er det hævnen over bedrageriet, der er i centrum.

Jeg var betaget af filmens skønhed. Det er en visuelt flot film. Men samtidig er handlingen så udmalet og langsommelig og – til sidst – alt for hurtig, så det trækker ned i karakteren. Men jeg vil klart anbefale de to film til enhver, som vil bruge fire timer til at dvæle ved skønheden og detaljerne og beskrivelserne af livet i Frankrig i 20'erne og 30'erne.

---