Katyn

Af: Henrik Højlund
En film om et massemord på polske officerer i begyndelsen af anden verdenskrig. Russerne står for massehenrettelsen, men nazisterne får skylden.

Den polske instruktør er en af de gamle, store. Man har ikke hørt meget til ham siden succeserne med både palmer og oscar tilbage i 80'erne. I 2007 vakte han en vis opsigt med "Katyn". En film om et massemord på polske officerer i begyndelsen af anden verdenskrig. Og det er ikke nazisterne, der står for massehenrettelsen på flere tusind officerer ved Katyn, men derimod russerne.

Det bliver senere et meget ømtåleligt punkt for polakkerne, da Sovjet efter krigen bliver de egentlige magthavere i landet. Sovjet omskriver historien, så nazisterne får skylden for Katyn-tragedien. De fleste polakker er klar over løgnen, men forholder sig tavse, fordi Sovjet ikke tolererer frittalende kammerater.

Filmen dramatiserer denne historie med nogle få menneskeskæbner. Vi oplever det særligt gennem en enkelt kvinde. Hun må tage bitter afsked med sin officersmand, som følger sine kolleger i den russiske deportation, der ender så tragisk.

I filmen lægges der ingen dæmper på det tragiske. I slutscenerne ser vi nedskydningerne af en række officerer. Meget koldt og registrerende. Intet følelsesmæssigt lag ovenpå. Kun soldaten der føres ud af lastbilen, hen til massegraven, hvor han ser mængden af lig, fortvivlelsen, skuddet og ikke mere. Dér slutter filmen.  Ingen forsonende slutning. Intet lyspunkt.

Man kan overveje, hvad Wajda vil med filmen. Ville han sætte en markant mindesten over noget, som ikke må glemmes? Vil han minde om fortidens synder, nu hvor Rusland fra tid til anden rasler med den totalitære sabel og indimellem tenderer til at omskrive historien, så selv Stalin får en smule pynt på? Eller er det filmens mere almene emne, der optager ham – det om sandheden over for løgnen. Skal sandheden frem for enhver pris? Er det bedre at være "død end rød"? Uanset intentionerne minder Wajda os i hvert fald om (endnu) en mørk plet på det sovjetiske generalieblad.

Jeg synes derimod ikke, det lykkes Wajda at fortælle den, så den skærer sig ind under huden på tilskueren. Den forekommer en anelse altmodisch i filmsproget. Den menneskelige historie i den store historie står ikke stærkt nok efter undertegnedes mening. Men filmen er værd at se. Den lever i kraft af sin almene, rystende historie.

---