Kastanjemanden (serie)

Af: Peter Højlund
Klassisk nordic-noir, baseret på en krimi-roman af Søren Sveistrup fra 2019. Effektiv i sin udførelse, men gør heller ikke noget nyt og spændende for genren.

MORDGÅDER OG UHYGGELIGE KASTANJEMÆND 

Fra første scene suges vi straks ind i en uhyggelig mordgåde, som går tilbage til 1987, hvor en politibetjent er taget ud på en gård på Møn, efter at dyrene er løbet væk fra gården. Her finder han i stueetagen gårdens familie dræbt på brutal og blodig vis, mens han i kælderen opdager et rum fyldt med kastanjemænd og en lille skræmt pige på 11-12 år. Det viser sig dog, at også morderen ligger på lur dernede.

Fra denne skrækindjagende scene transporteres vi godt 30 år frem i tiden til nutidens Danmark, hvor socialminister, Rosa Hartung, er vendt tilbage til Christiansborg i kølvandet på, at hendes egen datter, som er formodet dræbt, forsvandt et år forinden. Sideløbende med dette møder vi kriminalbetjenten Naia Thulin og hendes midlertidige makker fra Europol, Mark Hess, som kaldes ud på et gerningssted, hvor man har fundet en kvinde dræbt, samt en mystisk lille kastanjemand. Men da kastanjemandens fingeraftryk undersøges, viser det sig, at de svarer til socialministerens datters fingeraftryk.

Nordic-noir når det er bedst …
Fra første færd suges man ind i "Kastanjemandens" efterårsmelankoli. Med en formidabel billed- og lydside, der på sublim vis skaber et troværdigt og mørkt nordic-noir miljø, som vi efterhånden har set det gang på gang i succesfulde TV-serier som "Forbrydelsen" og "Broen". Hovedrolleindehaverne Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard gør det også ganske fortrinligt i deres optrædener. Curcic spiller overbevisende, og ganske tro mod genrekonventionerne - en enlig mor til en datter, der trænger til langt mere opmærksomhed, end hun får, og som derfor plager hovedpersonen med dårlig samvittighed, samtidig med at hun er fuldstændig opslugt af sit arbejde. Overfor hende gestalter Følsgaard den lidt akavede betjent fra Europol, som er vendt tilbage til Danmark, efter at have været bosat i Haag i en årrække. Man fornemmer tydeligt spøgelserne, der hjemsøger ham fra fortiden, men det trævles kun ganske langsomt op.

… men også uden de helt store overraskelser
Med disse to i front, er der altså lagt i ovnen til et solidt udført stykke Nordic-noir, som vi kender det, men desværre betyder det også, at serien undertiden bliver en anelse forudsigelig. Jeg var revet helt med i de første tre afsnit, men efterhånden, som mordgåden løses, tabte den også lidt min interesse. Jeg sad tilbage med en følelse af at have set en virkelig spændende serie, men også en serie som i sidste ende ikke ville så meget mere, end blot at være endnu én i en efterhånden virkelig lang række danske krimiserier.

Der var egentlig lagt op til en fin tematik om moderskab og børns opvækst, men undervejs druknede det lidt i gruopvækkende spænding og nogle lidt for belejlige motiver bag de frygteligt bestialske mord. Men som underholdning til en kølig og gylden-rød weekend eller efterårsferie i oktober, går den helt og aldeles an.

Flere Robertpriser, bl.a. for bedste tv-serie.

Kan ses på Netflix.

---