Kærlighedens slør

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En film om ægteskab på godt og især ondt - om jalousi og had, men ikke mindst om tilgivelse.

Det kan af og til være vanskeligt at anmelde en film, hvis dybe og gode historie har bedst ved at folde sig ud for øjnene af den, der ved mindst muligt om filmen, og jeg synes det er svært at anmelde "Kærlighedens Slør" – en film, som er blid og rolig og på samme tid højdramatisk. En film, som handler om det inderste i kærlighedsrelationen, og som tør tale om pligt i samme åndedræt som kærlighed. En sjælden film.

"Kærlighedens Slør" er bestemt en kærlighedshistorie. Men det er også en historie om foragt, sarkasme og had; om jalousi – men også om tilgivelse. En film om et ægteskab på godt og især ondt.

For de, der holdt af Merchant/Ivorys "Værelse med Udsigt" og "Howard’s End" vil "Kærlighedens Slør" sikkert være en god og stærk oplevelse. Men andre bør nu heller ikke holde sig tilbage. Det er ganske enkelt en fin og stærk film, der lader den imponerende og smukke natur være baggrund for et sønderrivende sjæleligt drama mellem to mennesker. Læg også mærke til, hvordan historien spejler sig i musikken, som både er romantisk og rolig, såvel som disharmonisk og nagende.

I London, i 1940'erne, bor den rastløse Kitty (Naomi Watts) hos sine forældre. Hun er ovre sin første ungdom og i den alder, hvor man lidt uvenligt ville kalde hende pebermø. Hendes mor holder sig da heller ikke tilbage med stikpiller om Kittys uægteskabelige stand. Det er derfor ikke så underligt, at Kitty griber chancen, da bakteriologen Walter (Edward Norton), der er udstationeret i Shanghai, frier til hende på et hjemmeophold. Hun er ikke rigtig forelsket, men ser i ham en mulighed for at slippe væk fra sit hjem. Walter er for hende muligheden for frihed.

Men Walter er oprigtigt forelsket i Kitty og har været det, lige siden han første gang så hende. Hans forelskelse får dog en brat afslutning, da han finder ud af, at Kitty i Shanghai har indledt et forhold til den engelske vicekonsul Charlie (Liev Schreiber). Walter fyldes med vrede over for sin hustru, og han truer hende til at flytte med sig langt ind i Kina, til landsbyen Mei-Tan-Fu, hvor en koleraepidemi hærger. Yderligere ligger landsbyen centralt for både rødgardisterne og nationalisterne, der kæmper for Kinas uafhængighed fra den "hvide mand".

I Mei-Tan-Fu begraver Walter sig i arbejdet i det nonnekloster, der fungerer som både børnehjem og hospital. Langsomt, men sikkert, bliver der længere og længere mellem Walter og Kitty. De bliver lige så fremmede over for hinanden, som de er i landsbyen, der modtager dem med mistillid og vrede.

På sin vis er det et klassisk melodrama om menneskers veje og vildveje over for hinanden, men man skal ikke tro, at der går lægeroman i den. "Kærlighedens Slør" formår nemlig det forunderlige: At gøre følelserne og frustrationerne ægte. Og det gør en historie, som måske ellers lyder kold, brændende varm.

Det kunne så let være blevet en kynisk fortælling om, at det er umuligt for mennesker at binde sig til hinanden. Det ville nok have afspejlet tidens syn på den slags. Det kunne også let være blevet en vammel og kvalm fortælling om kærligheden, der overvinder alt, som er lyserød, blød og lækker, altid. Men takket være et stærkt manuskript og to dygtige præstationer fra de Oscarnominerede Edward Norton og Naomi Watts bliver filmen hverken for meget eller for lidt, men både gribende og reel.

"Når kærlighed og pligt bliver ét, så ved du, nåden bor i dig", siger abbedissen på klostret til Kitty. For Kitty er både nåde og kærlighed fraværende begreber. Hun kender måske nok til dem, men virkeligheden har gjort dem ikke-eksisterende i hendes liv. Pligt er derimod det eneste, hun føler over for sin mand, og det er surt for hende. Langsomt er hun ved at ædes op af had og vrede, alt imens hun kan se, hvordan Walters gode arbejde vitterligt skaber liv og gavn i landsbyen. Hun drænes for alt godt, alt imens Walter gør godt. Det er filmens store paradoks: At det gode kan findes og ske på trods af det onde. Spørgsmålet i filmen er, om der for Kitty og Walter findes en forløsning, der binder pligt og kærlighed sammen og bliver til en nåde.

Filmen fortjener en tanke eller tre om, hvad nåde er, og hvad sammenhængen mellem pligt og kærlighed er. Kan man virkelig – sådan som ægteskabsløftet i kirken den dag i dag lægger op til – love at elske et andet menneske som en pligt? Hvad nu, hvis det andet menneske sårer én dødeligt? Og hvilket vidnesbyrd om pligt og kærlighed må Guds kærlighed til os være som forbillede?

---