Vi møder den 16-årige Juno, som er blevet gravid med sin bedste ven Bleeker. Hun vil først have en abort, men klinikken er alt andet end indbydende, og "der lugter som hos tandlægen", så hun beslutter sig for at gennemføre graviditeten og i stedet for bortadoptere barnet til et velhavende par, den perfektionistiske Vanessa og hendes musiker-mand, Mark. Hun må nu stå graviditeten igennem samtidig med, at hun kæmper for at finde sin identitet og hitte rede i sine følelser for Bleeker og samtidig med, at hun skal tage beslutninger, som egentlig er langt over, hvad der kan forventes af hendes alder. Det kommer der mange morsomme og rørende situationer ud af.
"Juno" er meget svær at sætte i bås og er derfor også vanskelig at anmelde. I en anmeldelse skal man som regel kunne stille filmens temaer og budskab op, men "Juno" undslipper mangt en analysemodel. Det skyldes især, at filmen ikke har udtalte sympatier og antipatier for nogen af figurerne. De bliver alle skildret med både positive og negative sider, og langt hen af vejen kan vi følge deres beslutninger. Afhængig af hvem man er og hvilke holdninger man har, vil man lægge sympatien forskellige steder og dermed komme frem til forskellige budskaber.
Alligevel bliver filmen ikke frustrerende eller uvedkommende, og det skyldes især den meget veloplagte dialog (filmen vandt i øvrigt en Oscar for bedste manuskript), de fantastiske skuespilpræstationer og en instruktion, der ligger vægten på figurernes indbyrdes forhold.
Jeg vil virkelig anbefale at se filmen og snakke om den bagefter, netop fordi ens meninger om filmen kan være meget forskellige, og fordi det, man kan få ud af filmen, forstærkes i samtalen om den.