Junebug

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Mødet mellem Georges gudfrygtige familie og Madeline fra storbykulturen bliver et kultur-clash.

Hvad nu hvis den fortabte søn vendte hovedrig hjem til sin familie på landet med en ny smart kone og en succesfuld karriere? Hvad nu hvis hans broder sad tilbage, dybt deprimeret og forvirret over livet, som det havde formet sig for ham? Hvad nu hvis den højgravide svigerinde snakkede som en vandfald, og mor ikke slagtede fedekalven, men blot serverede lidt morgenmad? Og far – ja, han sagde ikke et ord?

Sådan kan man måske betragte Phil Morrisons "Junebug" (som på det danske filmlærred hed "Hjem, kære hjem!"). George er faldet pladask for den noget ældre Madeleine, der arbejder på et galleri, som har specialiseret sig i selvlærte kunstnere. De er blevet gift, og da Madeleine får nys om en kunstner ikke så langt fra Georges hjemby i det amerikanske bibelbælte, er det oplagt, at de lægger vejen forbi.

Det bliver til et første møde med Georges familie. Far Eugene, som giver ordet "knudemand" en helt ny betydning, mor Peg, som bærer et utilnærmeligt skjold af fordomme for at beskytte sig selv, lillebroderen Johnny, som tilsyneladende afskyr sit liv, og svigerinden Ashley, som er en i dén grad snakkesalig selskabspapegøje.

Mødet mellem enheden George og Madeline på den ene side og familien Johnsten på den anden side bliver et kultur-clash. Georges familie er jævne, gudfrygtige folk, og Madeleine med sit designertøj, sin internationale baggrund og gallerivirksomhed er som en havkat i hyttefadet. Og hvor efterlader det så George?

Det siges, at når man gifter sig, får man ikke så meget en ægtefælle som en svigermor. Sandt er det, at ethvert ægteskab er og bliver en sammensmeltning af kulturer og baggrunde. Denne proces kræver arbejde – for at netop ægtefællerne kan føle sig hjemme i deres enhed og ikke blot som besøgende i hinandens fortid.

"Junebug" har måske nok komediens karakter, men den er langt fra kun morsom. Man trækker bestemt på smilebåndet – ofte –, men instruktøren Morrison har et fint blik for det pinagtige, det svære og det tunge, der opstår, når man ikke føler sig hjemme i sin egen familie. Hans vision af, hvad det vil sige at være familie, er dybest set pessimistisk: Alle i familien Johnsten er fremmedgjorte over for hinanden. Man vandrer ind og ud af traditionerne, som er blevet til de konventioner, der holder familien sammen. Det hule i disse bliver tydeligt med besøget fra den udadvendte, men anderledes Madeleine. Hun forstår simpelthen ikke alt det, familien Johnsten repræsenterer: Gudsfrygten, rodfæstetheden i lokalsamfundet, værdien i de simple ting. Hendes rejse ændrer sig undervejs fra at være et nærmest antropologisk projekt til at blive en dyb undren over, at hendes mand er rundet af dette.

På et tidspunkt bliver denne undren allermest tydelig. Hele familien deltager i en fællesspisning med menigheden. Som det mest naturlige beder præsten for Madeleine og George og deres ægteskab, og det følges op med, at George bliver bedt om at synge salmen "Softly and tenderly Jesus is calling". I omkvædet understreges Jesu kald om, at alle syndere må vende hjem til ham. Madeleine ved ikke, om hun skal le eller græde. Er dette her virkelig Georges hjem?

Også Madeleines fascination af den gale kunstner David Warks obskøne værker skaber en stærk kontrast mellem de to verdener.

"Junebug" peger ingen fingre af kristentroen, som skildres som værende enfoldig og måske også lidt pudsig, men oprigtig. Ikke mindst hos den propgravide Ashley er troen på Guds forsyn helt naturlig. Der stilles ingen spørgsmålstegn ved Madeleines tro; for selvfølgelig tror man da på Gud! I en krise på hospitalet stilles der spørgsmål ved Guds handlen (eller mangel på samme), og denne tvivl er højst genkendelig for en kristen. "Junebug" har med andre ord en stærk autenticitet i portrætteringen af troen som et anker i livet for mennesker.

Filmen fungerer i kraft af de sensationelt dygtige skuespillere, man har besat rollerne med. Embeth Davidtz som Madeleine er præcis så kulturåben og venligt inkluderende, som hun som overskudsmenneske skal være, og hun er helt blind for den provokation, hun er i sig selv. Celia Weston og Scott Wilson formår med få ord at etablere dette midaldrende ægtepar, imellem hvem så meget er usagt. Men bedst er nu den Oscarnominerede Amy Adams i rollen som Ashley; hun er faktisk sensationelt god. Ashley er en tragisk figur i al sin boblende lykke, sin indtagende nysgerrighed og oprigtige tro. Hun kæmper stædigt for det lyse liv, men mørket får også tag i hende. Filmen giver sig med sit rolige og stille tempo tid til at lade figurerne få kød og blod; men langsomheden, fornemmer man, passer som fin karakteristik af Georges hjemegn. Også stilheden hører til der, og følgelig er filmmusikken stort set fraværende.

Uden stort kendskab til det amerikanske bibelbælte tror jeg, at "Junebug" tegner et ganske troværdigt billede af den side af Amerika, som ikke ofte bliver omtalt med varme. Varme er der at finde i "Junebug", også humor og glæde – men den underliggende sorg over ikke at høre til, ikke at finde sig hjemme i sit hjem gør filmen til en eftertænksom, dyster og tankevækkende oplevelse. Ikke alle vil sætte pris på filmens skift mellem komedie og drama; men ikke desto mindre er det en seværdig og fin film, der til tider er voldsom i al sin enkelhed.

Spørgsmål
Er der håb for familien Johnsten – efter at filmen er slut?

Hvad synes du om figuren Ashley, hendes tro og handlinger?

"Come home", synges der. Hvad vil det sige at komme hjem – og hvordan hører man til i et hjem? Hvad skaber et hjem?

---