Jud Süss - i ondskabens tjeneste

Af: Henrik Højlund
Skuespilleren Ferdinand Marian tvinges af Joseph Goebbels til at spille rollen som jøden Jud Süss i en propagandafilm om jødernes undergravende hensigter.

Tyskerne laver selvransagende film i disse år. Og det er fremragende film. Film om deres nazistiske fortid (Der Untergang), deres kommunistiske fortid (De andres liv), deres terroristiske fortid (Baader Meinhof Komplekset).

"Jud Süss - i ondskabens tjeneste" føjer sig ind i rækken, ikke så god som de andre, men helt sikkert værd at se. Den handler om den nazistiske fortid. Endnu engang udstilles nazismens afsindige ondskab mod jøderne.

Historien, som har afsæt i virkelige hændelser, handler om skuespilleren Ferdinand Marian. Ferdinand er gift med en kvinde, som er kvart jøde, og det bliver på en måde hans skæbne. Han bliver nemlig tvangsindlagt til at spille hovedrollen som jøden Jud Süss i en historisk film, hvis hensigt er at udstille jødernes konspiratoriske, undergravende hensigter mod alt og alle.
 
Marian har mange kvaler med at tage rollen, men da selveste Goebbels er bagmand for filmen, hjælper ingen kære mor. Marian forsøger så at give Jud Süss et vist menneskeligt præg, hvilket i sidste ende kun er med til at øge effekten på de ca. 20 mio. tilskuere, som filmen fik. Filmen blev med andre ord en propagandamæssig succes. For Marian blev det imidlertid begyndelsen til enden. Enden på ægteskabet, som i forvejen led under Marians svaghed for andre skønheder, enden på hans karriere som skuespiller, i det hele taget enden for mennesket Ferdinand Marian.

Filmen handler i al enkelhed om konflikten mellem at bevare menneskelighed og værdighed kontra frygten for at blive glemt og dø. Hvor langt strækker modet, når man har en pistol for brystet?

Når den ikke er så fremragende som de andre nævnte film, skyldes det måske især dramaturgien. Den virker på en mærkelig måde lidt stiv og gammeldags. Historien er stærk i sig selv, men den forløses på en lidt teatralsk måde. Der bliver jævnligt noget lidt overdrevent over skuespillet. Goebbels-figuren er for så vidt stærk i al sin hæsligt smilende ondskab, men det forekommer på kanten af god hverdagspsykologi, som altid virker stærkest.

Men se gerne filmen for dens underliggende almenmenneskelige tema og for dens i sig selv usædvanlige historie.

---