Joy

Af: Ketty Dahl
Historien om den succesrige forretningskvinde Joy Mangano. Filmen forsøger at være både sjov og seriøs, men lykkes ikke med nogen af delene.

KOMEDIE UDEN HUMOR

Sommetider kan sammenstødet mellem forventninger og virkelighed blive en skuffelse, andre gange skal man lige synke en gang, og så bliver det en god oplevelse på trods af, det blev noget andet end forventet.

Filmanmeldere har haft de store ord fremme om filmen "Joy" og kaldt den en varm og charmerende, eftertænksom, sjov, sort komedie. Forventningerne var derfor store, men den nåede desværre ikke at blive nogen oplevelse, der vil gå over i historien, måske fordi handlingen i virkeligheden ikke egner sig som komedie.

"Joy" bygger på den virkelige historie om Joy Manganos liv. Kvinden Joy (Jennifer Lawrence) bor i en samspilsramt og dysfunktionel familie med sin fraskilte, umodne ægtemand og to børn - ligeledes bor begge hendes fraskilte forældre der. Den ene mere uudholdelig, excentrisk og selvoptaget end den anden. Kun den blide, gamle bedstemor, der også bor under Joys tag, tror på hende og ved, at Joy engang vil blive til noget. Joy kæmper for at holde hovedet oven vande rent økonomisk. Hun har måttet give køb på egne drømme og ønsker for at holde sammen på stumperne af det familieliv, der trods alt er tilbage.

En dag opfinder hun den selvvridende rengøringsmoppe, som hun ønsker at masseproducere og sælge. Hun må dog så grueligt meget igennem, inden hun ved hjælp af tv-reklamer slår igennem og bliver en succesfuld forretningskvinde i den amerikanske tv-shops glamourøse opstartsfase. Det kunne have været et storslået drama, men det ender mere som en af de endeløse og klichéfyldte sæbeoperaer i tv, som Joys mor spilder sit liv med at se.

Filmen står og vipper mellem at være en farce og et drama og bliver derfor aldrig rigtig nogen af delene og evner ikke at være begge dele. Selv de komiske scener bliver aldrig rigtig sjove og forløsende, og de sørgelige scener, hvor Joy bliver bedraget og svigtet, bliver aldrig rigtig gribende og intense. Man kan ikke helt finde ud af, hvilken side filmen vipper til nu.

På trods af gode skuespillernavne som blandt andre Robert De Niro på rollelisten som Joys far, kommer man aldrig rigtig ind under huden på karaktererne. Filmen er den socialrealistiske historie om den amerikanske drøm: at det kan lade sig gøre at kæmpe sig fra små kår og trodse alle odds for at opfylde sine drømme og opbygge en karriere. Som sådan burde handlingen have alle de ingredienser, der skal til for at skabe et intenst drama, men den ender i stedet som en skæv komedie, der aldrig bliver rigtig sjov, men bare halvsjov og halvabsurd.

Det bedste ved den er faktisk det ironiske portræt af tv-shoppen, hvor sminkede, selvbevidste tv-værter forsøger at sælge de mest besynderlige ting til forbrugerne. Filmen får dog alligevel to stjerner på grund af, at man enkelte steder er lige ved at blive berørt af, at Joy stædigt formår at holde ud midt i al elendigheden og formår at tage ansvar for en familie, der ikke gør noget som helst nemmere på hendes vej.

---