Journal 64

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Frygtelige ugerninger på en kvindeanstalt på Sprogø for 60 år siden trækker blodige spor ind i nutiden, så Mørck og Assad og Rosa må sætte livet på spil for at standse de samvittighedsløse forbrydere.

CHARMERENDE PUBLIKUMSMAGNET 

Biografens største sal er stopfyldt til første forpremiere. Jo, denne film bliver nok en publikumsmagnet, ligesom de tre foregående filmatiseringer af Jussi Adler Olsens kriminalromaner om politigårdens afdeling - Afdeling Q - for hengemte sager og dens leder, Carl Mørck. Efter filmen diskuteres der ivrigt blandt Jussi-fans, der kan bogen udenad: Følger filmen bogen godt nok eller ej? Da denne anmeldelse ikke vil afsløre filmens konkrete handling, kan den heller ikke berøre dette spørgsmål, men blot anføre, at film næsten altid er nødt til at forholde sig lidt selektivt og kreativt til den roman, der udgør forlægget. Hvad jeg derimod tør udtale mig om, er filmens underholdningsværdi. Den er fremragende, hvis man kom efter det typiske Jussy-blend af humor, hjernegymnastik og actionhelt, der er så charmerende og ret usædvanligt på krimimarkedet.

Mørcks meget knudrede og relationssvage personlighedsprofil indebærer store udfordringer for hans to trofaste medarbejdere og skaber næsten alle filmens humoristiske episoder. Samtidig har filmen et sidetema, der omhandler medarbejdernes belastning ved at arbejde sammen med Mørck og deres længsel efter at opleve bare den mindste anerkendelse fra hans side. Filmen opleves helstøbt, holder tempoet hele vejen igennem og samler alle tråde til sidst – dog har nogle tråde kun fået tildelt ganske kort tid og vil derfor nok opleves noget "tynde" i forhold til romanforlægget.

Fortid og nutid mødes i en blodig historie
I nutiden begynder filmen med et uhyggeligt fund bag en falsk væg i en københavnsk lejlighed, hvor tre mumificerede lig er anbragt i en makaber opstilling omkring et bord, mens dele af deres intime underliv står på bordet i formalinflasker. Samtidig kører et spor, der viser os hverdagen på Sprogø i 1950’erne, hvor øen husede en anstalt for "vanskelige og utilpassede unge kvinder". I løbet af filmen væves disse to spor sammen til en makaber historie om racistiske konspirationer og ulykkelige skæbner. Afdeling Q må tage sig af den indviklede sag, så Mørck (Nikolai Lie Kaas) og hans to trofaste medarbejdere, Assad (Fares Fares) og Rosa (Johanne Louise Schmidt) må med livet som indsats løse denne modbydelige sag. En ret blodig efterforskning, hvor de tre slås ganske fysisk med forbrydere, der vil myrde dem. Filmen rummer derfor en del barske scener – ligesom overgrebene (blandt andet tvangssterilisering) mod pigerne på Sprogø heller ikke er for sarte sjæle.

Etiske undertoner
Filmen tegner et billede af den datidige politiske og etiske holdning, der førte til kvindeanstalten på Sprogø. I dag ville vi kalde det en racehygiejnisk udrensning. Filmen slutter med citater, der viser, at den socialdemokratiske Steincke klart gik ind for tvangssterilisering af mentalt svage og socialt udsatte - det skulle være med til at sikre samfundet mod at få ansvaret for flere svage, end det kunne magte. Tankevækkende at blive mindet om, at selv det danske samfund havde den slags tendenser for 60 år siden. Filmen forestiller sig, at det samme gælder for nutidens danske samfund – men det er tydeligvis langt mere en del af et krimidrama, end det er en generel kritik af mulige svagheder i det danske samfund.

---