Jomfrukilden

Af: Nicolaj Wibe
En film om skyld, hvor Bergman borer dybt i den menneskelige psyke, men filmen viser samtidig glimt af tilgivelsens kraft.

Dette er en gammel sag. Fra 1960. Den fik en Oscar som bedste udenlandske film i 1960, og Golden Globe som bedste udenlandske film i 1961. Ikke så underligt, at den stadig virker i dag! Men Bergman er heller ikke hvem som helst. For øvrigt gav den også associationer til Carl Th. Drejers film, fx Ordet.

Først lidt om selve handlingen. Vi er i det 13. århundredes Sverige. Den forholdsvis velhavende gårdmand Tore og hustruen Märeta har en datter tilbage (efter andre børns for tidlige død antydes det). Karin hedder den unge pige, som med sit smukke, lyse hår og blå, spillevende øjne er forældrenes store glæde og stolthed. Latter, liv og livsglæde stråler ud af hende.

Familien er oprigtigt fromme og lever efter kirkens anvisninger på et fromt liv, moren i særlig grad. Karin er udset til at ride af sted til kirken med lys til den Hellige Jomfru Marias ære. Traditionen byder, at det er en jomfru, der skal bære lysene. Hun får i sin sorgløse forfængelighed overtalt moren til at få lov at bære sine smukkeste klæder på turen.

Som ledsager på turen har hun sin plejesøster. Denne er højgravid og har lønnet sine plejeforældres godhed med et barn i maven i utide. Hendes position skaber en uretfærdig bitterhed hos hende, også over for Karin. I begyndelsen af filmen anråber hun guden Odin om hjælp. Vi finder senere ud af, at det drejer sig om hævntørst i forhold til Karin.

Plejesøsteren bliver alligevel grebet af en form for anger undervejs på færden til kirken og forsøger at få dem begge til at vende om. Karin tilbyder så at fortsætte alene. Plejesøsteren følger dog senere efter hende på afstand – og bliver således vidne til det, der senere udspiller sig.

På vejen videre møder Karin tre hyrder. To voksne mænd og en lille dreng. Karin tilbyder at dele sin frokost med dem, men de lokker den unge pige i en fælde. De voldtager hende og slår hende siden ihjel.

Hyrderne fortsætter deres færd og når frem til Tore og Märetas gård, hvor de beder om et aftensmåltid og ly for natten. Man byder dem indenfor, intetanende om, hvem de er, og hvad de har gjort mod Karin, som ligger død ude i skoven. Da en af hyrderne om aftenen forsøger at sælge Karins kjole til Märeta, begynder de at forstå.

Opgøret begynder. Et opgør, der i høj grad drejer sig om skyld. Hvem er den egentlig skyldige? Er det alene hyrderne, dem der udøvede den voldsomme udåd? Også de andre hovedpersoner føler sig skyldige.  Ja, er ikke alle mennesker i bund og grund skyldige? – synes budskabet at være. Skyldige over for den Gud, vi ikke altid forstår, men som vi ikke kan sige os fri fra at stå til ansvar overfor. Filmen skræller lag af den menneskelige psyke, og den viser også glimt af tilgivelsens kraft.

Bergman fik megen kritik af "Jomfrukilden". Han blev ligefrem skældt hæder og ære fra og blev beskyldt for at sætte sig selv ud i kulden. Andre mente, at filmen var et mesterværk. Jeg tilslutter mig de sidste af den grund, at det er en film, der kan bore sig ind i begrebet skyld, og for alvor forstyrre os i det ulidelige selvforsvar, når vi gør det, der ikke er rigtigt. En sådan film er der brug for, også i dag. Og også selvom den er fra 1960 og i sort-hvid.

Filmen er kommet på dvd.

---