Joker 2: Folie à Deux

Af: Niels Christian Askholm
En veloplagt Phoenix agerer endnu engang Joker i en knap så veloplagt fortælling om den psykotiske karakters tragiske skæbne. Han får følgeskab af en sangglad Lady Gaga i rollen som den dragende og manipulerende Quinn.

RETSSALSDRAMA, ROMANTIK OG MUSICAL I ÉT 

I et kontrapunktisk spektakel åbnes der for fængselsceller, mens fløjten af Oh when the Saints lyder. Det er mørkt og dystert. Usoignerede og nøgne mænd føres ud af deres celler mere eller mindre frivilligt. Spinkel og ilde tilredt følger vi Joaquin Phoenix’ karakter, Arthur Fleck, op ad de dunkle gange på Arkham State Hospital. Der er lagt op til et brag af en efterfølger til Todd Phillips psykologiske drama Joker fra 2019.

Men blot 10 minutter senere åbner Phoenix munden og bryder ud i sang, og herfra går det kun ned ad bakke for den længe ventede opfølger, som går under det knap så mundrette navn ”Folie à Deux”. Den franske betegnelse dækker over den psykiatriske lidelse ”induceret paranoid psykose”. En tilstand, hvor psykosen forrykkes fra én person til én eller flere andre personer med nært følelsesmæssigt forbundethed.

En velvalgt titel, da filmens sidehistorie kredser om Arthur Flecks pludseligt opståede forelskelse i den excentriske Lee Quinzel, portrætteret af Lady Gaga. Sammen som Joker og Harley Quinn forsøger de at vinde folkets og juryens sympati i Flecks igangværende retssag.

Genreforvirring og horribel storytelling
”Joker: Folie à Deux” er et retssalsdrama, en romantisk tragedie og en musical på en og samme tid. Og den gør det lige ringe i alle tre kategorier.

Som retssalsdrama står Arthur Fleck og hans advokat over for opgaven at påvise, at Fleck lider af personlighedsspaltning. At mordene, han står anklaget for, således er begået af alteregoet ’Joker’ fremprovokeret af barndomstraumer, og at Fleck skal erklæres straffri. Dramaet er for det meste uinteressant og stillestående med blot få eksempler på den galskab, man håbede på.

Romancefortællingen forekommer en smule forhastet og utroværdig. Det umage pars forelskelse som drivkraft i den større fortælling virker anelsesvist forceret. De indlagte twists i forholdets udvikling er tillige ligegyldige.

Som musical, der måske er produktionens største fejlslag, står Gagas fuldregister over for en skrøbelig Phoenix i nogenlunde og sjældent overbevisende duetter. Skrøbeligheden er muligvis intentionel, da Phoenix tidligere har vist sig i stand til at synge i Jonny Cash-filmen Walk the Line fra 2005.

Sangene er forglemmelige, enslydende og uvigtige for handlingen. En musicals sange skal gerne bidrage emotionelt til handlingen og samtidig frembringe ny information og fremdrift. I dette tilfælde bidrager de i bedste fald til at understrege de af Flecks følelser, vi allerede er blevet præsenteret for, samt præsentere nogle drømme- og skrækscenarier i hans forestillinger.

Musik og dans i et så dystopisk univers som Jokers er en svær manøvre, som Todd Phillips desværre ikke lykkes med.

Sublim Mise-En-Scène
For at blive lidt i det franske. Filmen leverer betagende billeder og smukke kompositioner, der holder dig i sædet, selv når filmfortællingen for alvor begynder at halte. Særligt nogle af musicalscenerne brillierer i alt fra lyssætning, scenografi og kostumer. Joaquin Phoenix leverer en overbevisende præstation og Lady Gaga gør det også rigtig fint med det materiale, hun har at arbejde med.

Det imponerende æstetiske udtryk opvejer desværre ingenlunde skuffelsen i historiefortællingen. Mens ”Joker” kan betragtes som et moderne mesterværk, kan ”Joker: Folie à Deux” nok nærmere kategoriseres som moderne makværk. To stjerner til Phillips og co.

---