Joe

Af: Finn Andersen
Den temperamentsfulde skovarbejder Joe, møder den omsorgssvigtede dreng Gary. En dyster og langsom film med vedkommende temaer.

PÅ FORLØSNINGENS VEJ
Her får du et fortvivlende, socialrealistisk indblik i en sydstatskultur, som vi sikkert også får glimt af i Danmark. Her er et fantastisk skuespil af Nicolas Cage, som i filmen er stor, bred og med fuldskæg.

Instruktøren David Gordon Greens første film var "George Washington" - en lys og flot film. Men i "Joe" har han vendt det hele på hovedet og skildrer virkeligt mørke.

Filmen er langsom – væsentlig langsommere end det, vi normalt ser Nicolas Cage i. Langsomme film bliver ikke nødvendigvis bedre end hurtige actionfilm - men de er helt sikkert sværere at lave - det kræver en anden metode, men som er lykkedes effektivt og fængende i "Joe".

Nicolas Cage spiller Joe, en stor fyr, som har siddet i fængsel for at have angrebet en politimand. Han ender stadig i slagsmål, men er nogenlunde på plads i samfundet igen, hvor han leder et lille sjak arbejdere i trærydningsbranchen. Hans arbejde består i at forgifte træerne ved hjælp af en speciel økse, som arbejderne pumper gift ud af.

Det kan dårligt være et mere tydeligt billede på denne films usentimentale, men stadig engagerende tilgang til naturen - at forgifte træer. Er Joe påvirket af arbejdet og træerne? Hvordan med hans eget liv?

Joe er småfordrukken, tungsindig, temperamentsfuld, ugift, elsker sin store hund, har en on-off-kæreste, besøger det lokale bordel og hænger ud i nabolaget. Filmen kommer let og ubesværet rundt om Joe.

Joe er i en slags midtvejskrise, som accelererer, da en ung fyr spørger ham om arbejde. Drengen hedder Gary (Tye Sheridan). Han er en fattig, men hårdtarbejdende og ihærdig fyr, som bliver svigtet af sin fordrukne, voldelige far. Faren Wade spilles af Gary Poulter, som også selv har været hjemløs på et tidspunkt. Joe føler, at han bør være en faderfigur for Gary.

Cage og Sheridan bærer filmen. Både i alvor og i sjove scener, som da de tager ud og leder efter hunden, og Joe forsøger at fortælle Gary, hvordan man kan se fascinerende ud og tiltrække det modsatte køn. Et forløb, som giver dybde til resten af filmen.

Jeg kom til at tænke på den amerikanske udgave af tv-serien "Forbrydelsen" - "The Killing", som har den samme triste og dystre skov.

Filmens verdensbillede er stærkt humanistisk. Næstekærlighed, forsoning, fællesskab – mange emner tages op, men uden at det sættes ind i en kristen sammenhæng.

Meget fin film – men husk anbefalingen på 15 år.

---