Jindabyne

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Fire mænd finder liget af en aborigin-pige. En film om at bære sin egen og andres skyld, og om at føle skam og ikke føle skam.

Ægteparret Stewart og Claire er udvandret til den australske udørk og byen Jindabyne. Her lever de et stille liv med deres søn, som har en tankstation, og som holder af at fiske med gutterne i sin fritid. Claire forsøger langsomt at hele sårene fra dengang, hun forlod sin mand og sin nyfødte søn på grund en fødselsdepression. Hun forsøger at finde sig tilrette i et land, så anderledes fra det, hun kom fra, og langsomt er ægteparret blevet en del af en gruppe venner, som måske er venner mere af nød end af lyst.

Engang imellem tager mændene op i bjergene til der, hvor fisken er rigtig god og let at fange. Men denne gang bliver det anderledes. Da de når op til det gode, hemmelige sted i bjergene, finder de liget af en ung aborigin pige. Her, hvor mændene er langt fra alting, er der ingen mobildækning, men de fire mænd har ikke lyst til at ødelægge deres gode fiskeweekend. Så de tøjrer liget til bredden og kontakter politiet om søndagen, hvor de alligevel skal hjem. Derhjemme går hustruen og frygter at være blevet gravid igen. Nu kommer hun til at se til, mens hendes mand og hans kammersjukker bliver hængt ud i landets aviser.

Filmen bygger på en novelle af den amerikanske forfatter Raymond Carver. En række af hans noveller, også denne, blev filmatiseret af Robert Altman i den fabelagtige "Short Cuts" fra 1993. I den, som i Carvers noveller, forsøgtes beskrevet den distance, der så let kommer imellem os mennesker. Selvom vi vil hinanden det bedste, kan vi på grund af vores egen egoisme og på grund af, at vores kærlighed på så mange måder ikke slår til over for hinanden, komme til at såre hinanden. Men den kirurgiske skarphed, der præger Carvers noveller og Altmans film bliver desværre ikke forløst i "Jindabyne".

Det er en utrolig heavy film, australske Ray Lawrence har instrueret. En film om at bære sin egen og andres skyld, og om at føle skam – og ikke at føle skam, selvom andre synes, man bør. Filmen skildrer de forskellige personers reaktioner mod det, der er hændt, og hvordan det kan ødelægge relationer og sætte kiler i ægteskaber. Men filmen smører sit drama på med en alt, alt for gavmild pensel, og det betyder, at der ikke er nogen tid til at dvæle over problemstillingerne. Hele abortproblematikken kunne være blevet en skarp kommentar til de fire mænds lemfældige omgang med et lig – for det er tilsyneladende uproblematisk at abortere noget levende, mens det er helt forkert at svigte en død. Ligeledes kunne man med fordel have brugt mere tid på at beskæftige sig med det skel, der også i dag er mellem Australiens sorte og hvide indbyggere – eller helt have udeladt det. Men det hele bliver så underlig uformidlet. Ganske vist er livet til tider næsten ubærligt, men i "Jindabyne" bliver der ikke plads til dybden, og som var det en dårlig tv-serie à la "Melrose Place" antydes blot det ene problem efter det andet, og elendigheden bliver ikke filmisk eller fortællemæssigt forløst til andet end at være rædselsfuldt. Dermed gøres problemerne underligt fraværende og uvirkelige i al deres opstillede jammer, og det klæder slet, slet ikke en film, der så gerne vil sige noget væsentligt om måden, vi behandler hinanden på.

I historien ender vore hovedpersoner med at søge ro og hvile fra deres skyld og skamfølelse ved et hedensk begravelsesritual for den døde pige, men om de finder den, véd vi ikke helt. Filmen selv er urolig og urovækkende, men desværre slet ikke særlig god.

Til refleksion
Hvem angrer, og hvorfor?
Hvad ville tilgivelse være for vore hovedpersoner?
Hvilket gudsbillede bærer Claire rundt på? Hvordan ser gud ud i hendes verden, og hvilke konsekvenser tager hun af det?

---