Jerusalem

Af: Lene Warming
Man ser storheden i at redde den, man hader. Den skælvende sorg ved at svigte den, man elsker.

ET KUNSTVÆRK SOM DOG IKKE OVERGÅR BOGEN
Med Selma Lagerlöfs stærke og uforlignelige fortælling i hånden begår Bille August et nyt kunstværk på filmlærredet. Ingen tvivl om det - en meget varm anbefaling af både bog og film skal lyde herfra. Men mest af bogen. Og hvorfor nu det?

Selma Lagerlöf forærer Bille August et handlingsforløb, der på sin vis let kunne have været en rimelig elementær kærlighedshistorie, hvis det ikke netop havde været for hendes rige sprogevner, hendes rene nordiske tone og den næsten hjerteskærende tumlen sig ind mellem de ting her i livet, der tilfører såvel glæden som smerten, troen som fortvivlelsen, håbet som vanviddet en langt større dybde og videre dimension. Og dette rene, nordiske og stenrolige drama fanger Bille August på en fantastisk smuk måde. Adskillige filmanmeldelser har allerede fremhævet Bille Augusts styrke som klar nordisk, og prist ham i høje toner for hans rene linier og hans evne og mod til at fokusere på de stærke skuespilleransigter, så personernes tanker nærmest springer ud på lærredet. Det er så sandt, som det er sagt, og alene derfor bør filmen ses, sanses og nydes.

Men Selma Lagerlöf giver noget mere videre til Bille August. Hun lever en insisterende jagt efter hver enkelt skæbnes historie, og en stadig kredsen om det ubegribelige ved Guds vilje, troens magt og kærlighedens styrke. Hun leverer en åndelig dimension, og hele fortællingen er så utilsløret indrammet med en forunderlig forsmag på himlens herlighed, en stadig og længselsfuld stræben efter at nå den - og til sidst en strålende lykke over at have fundet ind til den. Og dén ramme har Bille August udeladt.

Ved at sammenholde bogens og filmens vægtning og fremstilling af selve det åndelige eller religiøse aspekt, bliver betydningen af Bille Augusts udeladelse noget klarere:

I bogens begyndelse hører man om Store Ingmar (faderen til den unge Ingmar, som følges fortællingen ud), der på et tidspunkt er ude at vandre med sin bedste ven Stærke Ingmar. Pludselig er det som om, nogen siger til dem, at de skal se opad. Det gør de, og over sig ser de himlen åben. Hele himmelhvælvingen er trukket til side som et forhæng, og de to står hånd i hånd og ser ind i al himlens herlighed. Man følger sidenhen, hvordan denne himmelske forsmag hjælper Store Ingmar over dødens tærskel med et frydefuldt sejrssmil om læberne.

Når Bille August har beholdt det religiøse aspekt ved at lade en stærk vækkelsesbølge i det lille svenske bondesogn stå centralt, så får folkenes længsel og rejsen efter "Det ny Jerusalem" en noget anderledes efterklang, end i Selma Lagerlöfs fortælling. Uden den åndelige ramme med "den åbne himmel" præsenteres vi for en ren og skær masse-hysteri og trosmæssige illusioner.

Uanset hvor meget jeg så end nød at se den smukke film, så er udeladelsen af den overordnede ramme et kritikpunkt, som sammen med andre valg og tolkninger i filmen viser, hvordan Bille August synes at "misse" det religiøse.

Det, der er så stærkt - men også så svært - i Selma Lagerlöfs fortælling, er bl.a. at den mand, som kommer for at lede en kreds af sognets beboere igennem en omvendelse og senere til den hellige stad Jerusalem, i virkeligheden bare er en ægtefælle til et sognebarn, som netop er kommet hjem på besøg fra Amerika. Stille og roligt går manden Hellgum rundt fra hus til hus, og man oplever ham i bogen som en stor trøster. En stille og venlig mand, som bringer lidt lys i mørket. Og det er på baggrund af den tillid, der opstår til ham, at folkene senere begynder at lytte, når han prædiker.

I filmen lader Bille August den store religiøse "folkeforfører" komme som en fremmed fra det store Amerika. Alene ser man ham nærme sig med en ægte sort skurkehat, og en autoritetsudstråling, der må stikke Billy Grahams flere gange. Han indlogerer sig på en kro og begynder straks sin heftige forkyndervirksomhed i missionshuset. Hans blik kan få det til at gyse i én, og navnet Hellgum tør man næsten ikke tænke på.

Da de svenske bønder senere er kommet godt til Jerusalem, bliver Hellgum i filmen bedt om at se sin mission som fuldført og afgive sin magt. Koloniens leder, den amerikanske Mrs. Gordon understreger, at han fra nu af må koncentrere sig om at leve et stille liv på kristen vis. Dét bliver Hellgum for meget, og snart ser man ham forlade kolonien i skuffelse og bitterhed. I bogen derimod nævnes det på et tidspunkt bare, at Hellgum bliver mere og mere usynlig efter ankomsten til Jerusalem, men at han herved får mere tid til familien. Og det er hans kone glad for.

På enkel vis løser filmen det, som jo netop er så svært - men også så ærligt og spørgende - hos Selma Lagerlöf: Hvad skal vi tro om denne mand? Hele tiden bevæger hun sig dér, hvor jeg som læser snart siger: "De stakkels svenske bønder - de er dog for nemme!" - og lidt efter tænker jeg: "Ja, ham havde jeg også fattet tillid til. Han forstår dog i sandhed at indgyde kristen ånd og samle folk i misundelsesværdig, næstekærlig livsførelse."

Men Bille August giver os svaret: Hellgum er en helvedes folkeforfører.

Dette ureflekterede syn fører også andre bastante tolkninger med sig i filmen. Således bliver f.eks. den unge, sorgramte Gertruds erklæring om, at hun nu har givet hele sit hjerte til Jesus, og at hun føler sig lykkelig som aldrig før, til ren sublimering, og hendes tro bliver en illusion for Bille August.

 Hvor Selma Lagerlöf afslutter med Stærke Ingmar, der ser himlen åben, afslutter Bille August sin film med en understregning af illusionens fortsættelse. De frelste er dem, der blev reddet hjem til Sverige igen.

På hver sin måde er der hos både Selma Lagerlöf og Bille August et fantastisk stærkt fokus på det smertefulde og håbefulde ved troen såvel som ved kærligheden. I både bog og film ser man storheden i at redde den, man hader. Den skælvende sorg ved at svigte den, man elsker. Og den ydmyge og bodfærdige styrke til stædigt at ville hele det, man har såret og forbrudt, og hige efter tilgivelse og forsoning.

Men hvis nogen spørger mig, om filmen på den baggrund har et kristent budskab, så vil jeg sige: "Nej, men den repræsenterer nogle utrolig stærke og flotte menneskelige værdier." Om bogen derimod vil jeg sige: "Ja, den peger på håbet om en dag at få lov til at skue ind i al himlens herlighed, og den rækker muligheden for tilgivelse og forsoning som vej til frihed og frelse." Så stærkt afslutter Selma Lagerlöf sin fortælling.

Jeg er faktisk blevet noget paf over at se, hvordan en forfatter og en instruktørs eget personlige forhold til kristendommen spiller ind på et værks helhed. Bille August har i et tv-interview beklaget, at han ikke selv er personligt troende, fordi han dermed troede, at mange ting ville have været lettere for ham. Og deri tror jeg egentlig, at han har ret. Jeg tror, det ville have været lettere for ham at tillade et par enkelte uharmoniske toner midt i det velordnede og rene drama. For det er præcis dét, der adskiller hans fremstilling fra Selma Lagerlöfs. Efter hende hænger der stadig et par dirrende og uordnede toner. Hun får ikke regnestykket til at gå op på brilliant vis. Men det er dén kristelige ærlighed, der gør hende så læseværdig og vedkommende. Og det er dét, der om kort tid vil få mig til at læse "Jerusalem" igen.

---