Jeg er sgu min egen

Af: Peter E. Nissen
Et stykke tvivlsom Danmarkshistorie, men med sine gyldne øjeblikke.

Med denne rolleliste, musik og instruktion må denne filmmusical siges at være en af dansk filmhistories klassikere. Den er lavet i Erik Ballings storhedstid kun to år før den første Olsen Banden-film.  Det bærer filmen præg af. Ove Sprogøe og Poul Bundgaard optræder i en sammenhæng, som klart lægger op til de legendariske bandefilm.

Filmen er bygget over Piet Heins gruk om katten som "sgu er sin egen". Da filmen er en musical, fylder musikken naturligvis meget. Den er skrevet af Bent Fabricius-Bjerre, og de to største hits fra filmen Duerne flyver og Jeg sætter min hat som jeg vil er stadig kendt af mange. Musikken er gennemgående kendetegnet ved Fabricius-Bjerres fremragende evne til at skabe velklingende ørehængere, og Duerne flyver er et mesterværk af en vise med en musikalsk dybde, som står i kontrast til Fabricius-Bjerres øvrige muzak-stil. Musikken giver en ellers noget stillestående film energi, og det skal komponisten have tak for. Uden den var projektet vist helt glemt og næppe genudgivet i den række af dvd'er, som Nordisk Film udgav i 2006 i anledningen af selskabets 100-års jubilæum.

Filmen handler om den unge pige Annie Jensen (Daimi), som forlader et pigehjem for at finde lykken i storbyen (København). Hun bliver igen og igen stillet over for krav fra voksne, som hun ikke vil indordne sig under.  I bedste komediestil involveres hun i barokke situationer, som udstiller samfundets neurotiske sider. Det fører hende ind i en adelsfamilie og ender i en duel mellem to bejlende mænd, der udvikler sig i en mere og mere grotesk retning.

Manuskriptet er skrevet af forfatteren Klaus Rifbjerg, og den bærer tydeligt præg af at være skrevet i årene omkring ungdomsoprøret. Annies selvstændighedstrang sættes i et positivt lys, mens de voksnes ideer og adfærd udstilles som tåbelig. Nu skal man passe på med at tolke for meget på en komedie, hvor forholdene netop sættes på spidsen. Men skal man alligevel tage filmens budskab alvorligt, må man bakke Annie op i sin afstandtagen fra de skøre voksnes adfærd. En sag har dog som bekendt mindst to sider, og som kristen må man beklage, at kristenheden repræsenteres af bagermester Hyldesen (Poul Bundgaard), hvis moralistiske og inkonsekvente kristendom giver et dårligt indtryk af standen. Her er Rifbjerg simpelthen i ondt ærinde!  Desuden kan Annies generelle ligegyldighed over for autoriteter ikke godtages, selvom man nok må sige, at det er meget repræsentativt for nutidens Danmark.

På den anden side er der som bekendt en lille sandhed i hver løgn, og filmens skildring af Annies ungdomsoprør er værd at tænke lidt over – især i dag, hvor vi er mange, som ikke har oplevet samfundet inden.

Erik Balling er her - som i sine øvrige film - ikke kræsen, hvad skuespillere angår, og man må endnu engang undre sig over de mange amatører, som får lov til at spille med. Mens Daimi gør det nogenlunde, falder folk som Cæsar og datidens ungdomshelt Freddy Fræk ynkeligt igennem. Til gengæld er Ove Sprogøe uovertruffen som den emsige socialrådgiver, og han bekræfter endnu engang sin position som en af Danmarks bedste skuespillere nogensinde. I denne film, hvor han for en gangs skyld ikke står i skyggen af Dirch Passer, kommer det virkelig frem, hvor fremragende en komiker han er.

Set ud fra manuskript og instruktion er filmen kun to stjerner værd, men musikken giver den en tredje. Stjernescenerne med Ove Sprogøe hiver lige den fjerde hjem.

---