Jeg, Daniel Blake

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
En hjertesyg mand strander i et ubehjælpsomt system af paragraffer og må kæmpe imod umenneskeliggørelse og subsistensløshed.

NÅR ET STORT HJERTE BLIVER SYGT

Jeg, nr. 45338930
Findes der fattigdom i Danmark? Det har været en politisk diskussion i de seneste år. Med en stor offentlig sektor til at bevillige midler og hjælp til samfundets mest udsatte, kan alle, som har hjælp behov, så ikke også få det fornødne til at holde hovedet oven vande?

I 2016 vandt Ken Loach den fornemme hovedpris ved Cannes Film Festival for sin socialrealistiske fortælling om et britisk socialt sikkerhedsnet, der ikke er finmasket nok til at gribe alle, og som på teknokratisk vis behandler sine klienter uværdigt - som et nummer snarere end som en person.

De udsattes kamp imod den offentlige mastodont
Den 59-årige enkemand Daniel har været ude for et hjerteanfald, der ifølge hans kardiolog gør ham ude af stand til at arbejde. I et virvar af rigide, gumpetunge offentlige instanser havner han imidlertid i limbo mellem at være berettiget til offentlig forsørgelse og ikke at være berettiget uden en veldokumenteret arbejdssøgningsindsats til trods for lægens diagnose. Daniel støder ind i en ung alenemor til to, der netop er flyttet til byen, og som ligeledes kæmper med systemet og for at skaffe penge til dagen og vejen. De udvikler et venskab, hvor de hjælper hinanden igennem en uoverskuelig tilværelse af mistænkeliggørelse, fattigdom og uværdig behandling fra det offentlige.

En bredflab midt i bureaukratiet
Filmen foregår i et velfærdssamfund, som nemt kan sammenlignes med det danske, og den excellerer i en skarp socialrealisme. Det er en tragikomisk farce hele filmen igennem, hvordan hovedpersonerne skal igennem en opslidende kamp imod skrankepaver, der bag en facade af rolig venlighed ser fuldstændigt igennem dig og pedantisk forholder sig mere til usmidige paragraffer end til mennesket med hatten i hånden. Filmen kunne nemt være blevet stereotyp og unuanceret, men dertil er den for kløgtigt skrevet. Filmen kunne også nemt være blevet et deprimerende digt, men dertil har den for meget lune. Dave Johns er blevet dekoreret med flere priser for sin charmerende portrættering af Daniel Blake, og det er ganske fortjent, for med en underspillet humor legemliggør han fortrinligt den sarkastiske oprører, der med sin klingende nordengelske accent står bredflabet op imod uretfærdigheden.

De varme relationer vs. "de varme hænder"
Filmen har masser af hjertevarme i sin skildring af hjælpsomme, frivillige velgørere i det voksende venskab mellem Daniel og den enlige mor og hendes børn, samt mellem Daniel og hans unge, afrikanske charlatan af en nabo. Ken Loach tager – som han generelt har for vane i sine film – den lille mands parti. Han vil med sin film påvirke os til at gentænke vores velfærdssystem. Et system som godt nok er velment, men som er sandet til i en ulækker pøl af mistænkeliggørelse, kølighed og ubehjælpsomme procedurer, der sjældent tager højde for personlige historier og skæve eksistenser. Filmen er ikke snæver og utilgængelig, men er tværtom velfortalt og velspillet, realistisk, indsigtsfuld og indbydende.

---