Jakob og Peter Plys

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
Jakob bliver opsøgt af Peter Plys for at genopdage sit indre legebarn i denne ujævne og uoriginale metervare fra Disney.

PETER PLYS-FILM MED FORKERT HOVEDPERSON

Verdens mest elskelige tøjbjørn er tilbage! Eller, jo, det er han, men det er desværre ikke ham, filmen handler om. Det er heller ikke DAMP-dyret Tigerdyr, nervevraget Grisling eller hængemulen Æsel, vi får et gensyn med i vores barndoms idylliske Hundredemeterskoven. Dette nye medlem af Disneys remakes, som man spinder endnu mere guld på, har navnlig ét problem, og det ligger i filmens titel: Christopher Robin (eller Jakob, om man vil)! Af alle karakterer i Hundredemeterskoven, var Jakob ikke den mest interessante i første omgang, men nu skal vi oven i købet se ham som en endnu kedeligere, voksen mand.

Midtvejskrise glaseret i honning
Lad det være sagt med det samme, filmen har momentvis charme, humor og hjerte, lige præcis sådan, som man kunne håbe. Filmens store styrke er samfulde scener, hvor Plys og hans venner er på skærmen. Så er der nostalgisk leg med den skøre, gamle lomme-filosof og kliken, og der er dømt genuin latter – jeg lo flere gange, især af Æsel, der er lidt af en stjerne i denne film. Så meget desto større er kontrasten til de scener, hvor vi befinder os ude hos menneskene i voksenverdenen, hvilket er en mere uengageret rammefortælling. Vi får leveret en midtvejskrise-film i stil med "Hook", som er designet til at give forældre dårlig samvittighed med det pseudo-psykologiske budskab, at de arbejder for meget, har glemt deres indre barn og derfor er dårlige voksne. Der er ikke meget originalitet at hente i denne idé, men man fornemmer, at Disney er tilfreds med at genbruge en gammel formel og gamle karakterer, fordi den virker og kan tjene masser af penge. De støver arveguldet af, hiver al nerve ud af rygsøjlen og serverer en slatten, gennemsnitlig film, glaseret i et tykt lag honning.

Kalkuleret og magiløs
Filmen lever på besynderligvis ikke op til sin egen idé om at slippe kreativiteten løs og være barnlig og legesyg. Den virker enormt kalkuleret og poleret – som om producenterne har siddet med et skema og hakket af, efterhånden som alle klicheerne kom med i filmen.

Hvorfor ikke f.eks. 2D-animere Plys og co., som man gjorde det i film som "Mary Poppins", "Hokus pokus kosteskaft" og "Who Framed Roger Rabbit?", hvor skuespillerne spiller over for 2D-animerede karakterer? Eller hvorfor ikke lave en historie, som kan forstås i flere lag, ved at lade det være dobbelttydigt, om Plys og co. faktisk findes, eller om de alle sammen bare er børn af Jakobs fantasi. Denne dobbelttydighed har der været i universet hidtil, men denne film slår fast, at bamserne findes, for Jakobs datter og andre kan se og høre dem.

Nuvel, man skal ikke anmelde den film, man ikke fik, men holde sig til, hvad der faktisk ses på skærmen. Men filmen famler, og man får lyst til at hjælpe instruktøren Marc Forster på vej til at finde den formel, som han tydeligvis har søgt, men ikke har fundet denne gang. Magien udebliver, selv om man kunne have forventet trylleri fra instruktøren, som gav os den forrygende smukke Finding Neverland.

Teatralske stemmer og ucharmerende designs
Jeg så filmen med sin danske versionering. Det fungerede upåklageligt på Plys og co., men det er og bliver mærkeligt at se McGregor og co. tale med danske stemmer. Det er, hvad det er – det må man som voksen sluge, så børnene kan følge med. Men det irriterer mig ved denne film, som generelt med danske versioneringer nu til dags, at stemmeskuespillerne skal lyde så karikerede og teatralske! Karaktererne taler på sådan en overdrevet måde, at det tager en del troværdighed og realisme ud af filmen og gør det hele unødvendigt barnagtigt; en brist, som jeg ikke antager, at de originale engelske stemmepræstationer lider under. Det er en skam. Jeg håber, at dubbing-folkene snart stopper med at tale ned til både børn og voksne med deres tegneseriestemmer, lige så snart film også skal ses af mennesker på 5 år. Men som sagt fungerer stemmerne til Plys og de andre bamser fortrinligt. Deres design til gengæld er overraskende ucharmerende, hvis ikke man ligefrem skal sige uhyggelige. Plys stavrer rundt med livløse, sorte knap-øjne. Alle bamserne ser forvaskede ud og har matte farver, så de er en sørgelig afglans af deres designs fra tegnefilmene. De ligner i visse sekvenser til forveksling noget, man kunne se i en gyserfilm.

Middelmådig film
Jeg giver filmen en middelkarakter, for som voksen lader filmen meget tilbage at ønske, og gode familiefilm skal også være interessante for voksne at se. Børn vil sikkert sætte fint pris på filmen og føle sig underholdt, og som jeg tidligere skrev, så er der genuint sjove og rørende øjeblikke i filmen - også for voksne! Men som samlet filmoplevelse virker filmen skizofren, fordi McGregor og co. og deres respektive danske stemmer ikke – selv om de prøver hårdt – kan matche den charme og visdom, som den naive, gamle bjørn og hans frænder besidder. Jeg vil i stedet anbefale alle at sætte den herlige Peter Plys – Nye eventyr i Hundredemeterskoven fra 2011 på. Den har alt det, som en god Peter Plys-film skal have – skør, sjov, lærerig og med Peter Plys i hovedrollen.

---