J. Edgar

Af: Michael Agerbo Mørch
Biografien om FBI's bagmand, en embedsmand, der næsten var mere magtfuld og kynisk end Amerikas skiftende præsidenter.

FBI er den mest magtfulde politiinstitution i verden. Det er i hvert fald filmens påstand. Derfor er det også på sin plads at lave en biografi om enhedens bagmand, John Edgar Hoover (selvom det er blevet gjort en del gange før). Client Eastwood, der aldrig sætter stolen for dramadøren, har instrueret denne vanskelige film. For det er, hvad den er. Problemet er nemlig, at man ikke ved meget om J. Edgar, der var en særdeles kompleks, stræberisk og hemmelighedsfuld herre.

Hoover starter sin karriere i justitsministeriet og får på grund af sit talent og sit engagement lov til at oprette en specielenhed direkte under ministeriet i 1919. Enheden skal efterforske og afsløre planlagte attentater begået af den voksende kommunistiske bolsjevikgruppe. Med større og større succes formår FBI under Hoovers enevælde at afsløre og fængsle en række af landets mest kriminelle bagmænd. Hele tiden er Hoovers mistænksomme og arbejdsomme hjerne hovedkraften i foretagendet. Det er ham, som formår at beskytte institutionen mod mistænksomme præsidenter, og er enheden presset - som under depressionen, hvor befolkningen nærede tillid til mafien - er det også Hoover, der skal agere redningsmand.

Alt det er en spændende og velfortalt historie. FBI bliver bygget op i en tid, hvor USA langsomt engagerer sig mere og mere i verden. Isolationspolitikken bliver stadig mere udfordret, og en stor gruppe af USA's befolkning var nervøse for den gryende globalisering. Den såkaldte McCarthyism (opkaldt efter den kommunistforskrækkede senator Joseph McCarthy) spredte sig hurtigt, og man genkender meget af polemikken i Hoovers ræsonemmenter. Har man fx set "Good Night and Good Luck" (med George Clooney), vil man opleve en del som deja-vu.

Nærværende films problem er bare, at historien ikke er tæt nok knyttet til FBI, men fokuserer for ensidigt på Hoover. Det lyder måske underligt, da det er en biografi, men det er tydeligt, når man ser filmen, at fokus knækker undervejs. Fra at dreje sig om FBI's fødsel og Hoovers vej til toppen af amerikansk justitspolitik bliver filmen en psykologisk vandring i Hoovers stadigt mere plagede sind. Det tror jeg også er grunden til, at J. Edgar spilles af den fremragende portrættør Leonardo DiCaprio, for det kræver rollen. Uheldigvis minder mange af Hoovers træk dog om Howard Hughes' i The Aviator, og det giver filmen en skygge, der hvisker efterligning. Det er det naturligvis ikke, men filmens anden halvdel bliver for uinteressant og kan ikke følge filmens spændende indledning.

I anden halvdel fokuseres der også på Hoovers mulige forhold til hans kollega Clyde Tolson. Det er aldrig blevet bekræftet, men Hoovers manglende interesse i kvinder har gjort rygterne intense. Det er en ret spekulativ side af Hoovers biografi, og det tjener til Eastwoods ære, at han ikke dyrker denne side af historien.

Hoovers principper om en retsstat, der effektivt nedkæmper forbrydere, er blevet videreført til vore dage. Der er nok meget at takke for der. Men samtidig er det vigtigt at huske på, at Hoovers principper blev støbt i en tid, hvor klarsynet manglede, og derfor er det vigtigt, at vi ærligt - og så objektivt som muligt - vurderer vores historie, så vi kun tager det bedste med videre.

Set i kristent perspektiv er en sober retsstat en gave fra Gud. Den skal vi værne om og støtte, for den er med til at sikre retfærdighed og beskyttelse mod de svage. Af den grund er filmen anbefalelsesværdig. En anden grund er, at vi som kristne er kaldede til at tage del i vores samfund. Og er der noget, der præger samfundet, så er det vores optagethed af straffe, forbrydelser, kriminalitet, etc. Også af den grund skal filmen ses; med de forbehold der så trods alt er.

---