Into the Wild/Ind i vildmarken

Af: Henrik Højlund
Af: 06
En ung mand brænder alle broer bag sig. Han søger ud i vildmarken for at finde sig selv, mærke sig selv og bare leve.

Her er en film, som jeg har indtryk af går rent ind hos mange 17-25-årige. Eller deromkring.

En ung mand, er dødtræt af det konventionelle liv med alle dets uskrevne regler og forventninger, skole, karriere, kone og børn, fyrre, fed og færdig. Det er en ung mand, der bare ikke gider gentage sine forældres komplet intetsigende liv. Læg dertil en anseelig mængde lig i familielasten, som han brænder efter at begrave én gang for alle. Krænge fortiden af sig, spændetrøjen, mærke livet, "bare leve", som det lyder et par gange i den unge mands mund.

Selvom man ikke kan identificere sig med alle detaljer i dette, så er grundfølelsen utvivlsom genkendelig for rigtig mange unge. Og hvem ved: alle os andre midtvejskriseramte. At rejse væk fra sig selv, blive en anden, blive sig selv, mærke det autentiske, det ægte, det erfarede. Den amerikanske digter Thoreaus linje slår tonen an: "Give me truth".

Christopher McCandless har netop overstået en studentereksamen med topkarakterer, så vejen til succes er til at få øje på. Og alle venter det. Ikke mindst forældrene, som har lagt det meste af deres lykke i sønnens lykkeskål. Men sønnen vil noget andet. Han har planlagt sin forsvinden ud af den forventede karriere. Og han gør det effektivt. Brænder alle broer bag sig. Vil ikke risikere at blive fundet, før han for alvor har opnået, hvad han vil: at mærke livet, mærke sig selv – "bare leve".

Han påbegynder med andre ord en lang rejse. Uden sikkerhedsnet og dollars i rygsækken. På farten ud i det uvisse. Undervejs møder han meget forskellige mennesker, som hver for sig sætter hans eget liv og længsel i relief, og for hvem han selv kommer til at betyde noget særligt. Et - for en dansk tilskuer - lille sjovt, men ikke særlig betydningsfyldt møde opstår, da han på sin vej ned ad en flod gennem Grand Canyon støder på to unge danskere, som øjensynlig også er ude i ødemarken for at finde det autentiske liv. Fladt københavnsk, transistorradio og klichéfyldt "tilbage-til-naturen" skaber en god kontrast til Christophers langt mere dybfølte jagt på livsfylde.

En af filmens højdepunkter er mødet mellem Christopher og den gamle Mr. Franz. Her kommer der en særlig tyngde i dialogen. Måske fordi Mr. Franz repræsenterer visdom, der stikker dybere end både Christophers lidt for indlærte, selvhøjtidelige visdom og de andres visdom. Mr. Franz' visdom rummer oven i købet kristelige pointer: "Når du tilgiver, elsker du, og når du elsker, skinner Guds lys på dig." Værd at tygge på for Christopher, som har svært ved at tilgive sine forældre.

Christophers længsel stilles imidlertid ikke med denne rejse til og fra mødet med nye mennesker. Han drives mere og mere af en bestemt længsel: "To be lost into the wild." Han søger mod de store vidder i Alaska. Og han når frem.

Faktisk fungerer filmen som en lang række flashbacks i forhold til endemålet i Alaska. Så vi ved fra starten noget om, hvor endestationen for Christophers dannelsesrejse er.

Og endestationen bliver det. Da han omsider når en slags konklusion på sin ydre og indre rejse, er det for sent. Ydre omstændigheder tvinger ham til at tilbringe endnu en tid i ødemarken, og det bliver fatalt, da han forspiser sig på en giftig plante og til sidst dør. Slutbillederne står stærkt: selvudløste fotos af den rigtige Christopher McCandless, hvis dagbøger udgør grundlaget for filmens efter sigende meget autentiske historie.

Nogle af Christophers sidste ord i Alaska, skrevet med den dødsmærkedes rystende hånd, lyder: "Lykke kun ægte -delt." Lykken er kun ægte, når den deles med andre. Enkel livsvisdom, men for sent for Christopher, som standses på vejen tilbage for at realisere denne erkendelse.

Christopher er kompromisløs i sin søgen efter sand indsigt. Det indgyder respekt. Men også skepsis. Mådehold er faktisk ok. At lytte til andre og ikke tro blindt på sine egne længslers mål er klogt. Et menneske er aldrig en øde ø. Vi er altid kun noget i samspil med andre.

Sean Penn har lavet filmen. Han er selv en fremragende skuespiller og har tidligere instrueret den fortrinlige film "Løftet ("The Pledge") med Jack Nicholson i hovedrollen. Jeg finder ikke "Into the Wild" helt så god. Den føles en smule lang. Og selvom det i sig selv kan være en pointe, fordi Christohper McCandless' søgen fandt sted hen over mere end et år, fik det efter undertegnedes mening filmen til at blive en anelse slæbende indimellem. Men Penn holder et højt bundniveau, så filmen er i allerhøjeste grad værd at se.

---