Into the White

Af: Henrik Højlund
Under anden verdenskrig havarerer et tysk og et engelsk fly i de norske fjelde. Begge besætninger finder ly i samme hytte. Hvad gør dødsfjender, når det drejer sig om overlevelse?

Nordmændene laver gode film i disse år. Det har vi ikke været forvænt med tidligere, men det er der lavet om på.

"Into the White" er ingen undtagelse, om end den ikke er et mesterværk. Med en dramaturgisk set forholdsvis enkel og traditionel skabelon er den en veldrejet film med et historisk afsæt, der gør indtryk. Rulleteksterne til sidst hører til den slags, der får det hele til at løfte sig en anelse.

Historien må også siges at råbe på en genfortælling. I april 1940, altså kort efter krigens udbrud i Norge, var der bl.a. kamphandlinger mellem engelske og tyske fly over Norge. To af disse fly havarerede i de norske fjelde. Besætningerne overlevede - den ene fra tysk lejr, den anden engelsk. Det er vinter, vejret er dårligt, det bliver snart et spørgsmål om overlevelse. Lykken står dem bi, for i de øde fjeldtragter ligger en enlig hytte. Begge besætninger ender med at opsøge samme hytte og stilles derved i en penibel situation. De er dødsfjender, men hvad gør dødsfjender, når alt drejer sig om overlevelse? Det er en væsentlig del af filmens tema: Når fjender mødes i ingenmandsland, uden for slagmarken, hvad sker der så? Fortsætter krigen, eller sætter dybere behov sig igennem?

Der er højspænding i hytten. Krigens modsætninger bestemmer delvist også situationen her, samtidig med at behovet for at overleve er et vilkår, man er fælles om. Der er vedvarende kamp om at kontrollere situationen. Og magten og kontrollen skifter flere gange undervejs. Indtil der gradvis indfinder sig en anden stemning. En stemning af forsonlighed, af ligegyldighed med det politisk-nationale fjendskab, i stedet melder det grundmenneskelige sig. Fornemmelsen for menneskene bag uniformerne, for det fællesmenneskelige bag ydre, uforsonlige modsætninger.

Der er mange både sjove og absurde scener undervejs i den lille hytte. Og bl.a. ser vi Rupert Grint, kendt for rollen som Ron Weasley i Harry Potter-filmene, demonstrere fin skuespilkunst i rollen som den ene af de to engelske piloter. Filmen er meget fint nuanceret i skildringen af mændene. Den umiddelbart mest sympatiske af de fem er den tyske flykaptajn.

Der er meget flotte naturscenarier, selvom det meste af filmen foregår som et slags kammerspil på hyttens få kvadratmeter.

Historien har en stærk slutning, som ikke skal røbes her, men som sætter hele tematikken i relief: Krigens ubønhørlige (vanvids)logik kontra livets langt stærkere og væsentligere stemme.

---