Intet nyt fra Vestfronten

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En flok unge, idealistiske tyske mænd sendes til fronten for at kæmpe for Tysklands storhed og ære i første verdenskrig. Men de ender i skyttegravenes mudder og meningsløse nedslagtning.

NÅR KRIG ER VÆRST

En af de soldater, der deltog i den meningsløse skyttegravskrig i første verdenskrig, var tyske Erich Maria Remarque. Ti år efter krigen udgav han romanen Intet nyt fra Vestfronten, der siden har stået som et af de bedste og mest afskrækkende mindesmærker over den forfærdelige krig. Romanen er filmatiseret et par gange før, men først nu af tyske filmfolk. Den nye film er kunstnerisk og håndværksmæssigt en stor bedrift. Alt fungerer, så man næsten er til stede der i skyttegraven sammen med Paul, som vi følger tæt gennem hele filmen. Vi ser, hvordan hans venner og kammerater dør en for en, mens han skrækslagen ser til, og vi ser, hvordan han mere og mere apatisk adlyder, hver gang han kommanderes ud i endnu et håbløst angreb.

Skylden skal placeres
I nogle korte scener er Paul ikke i centrum. Det sker især, når vi møder den tyske overkommandogeneral, eller hvad hans fine tyske titel nu er på dansk, og hans overlæssede middagsbord. Han er en professionel soldat, hvis overvejelser kan samles i et par sætninger: Hvordan undgår vi, at den stolte tyske hær bliver ydmyget. Hvad skal jeg lave, hvis krigen slutter, for en soldat i fredstid er der ikke meget ved. Skildringen af ham ligner mest noget fra en satirisk komedie. Det er som om, filmmagerne i disse scener forsøger at tørre skylden for krigen af på en enkelt gal mand, og ikke ønsker at hele folket skal se skyldig ud. Som når nogen placerer skylden for krigen i Ukraine på en enkelt mand. Det havde været befriende og meningsfuldt, hvis man i den første tyske filmatisering af "Intet nyt fra Vestfronten" havde benyttet anledningen til at antyde et opgør med mekanismer i et folk, som giver krigen en mulighed for at opstå, og ikke bare placerer skylden hos en karikatur.

Det fortsætter
Film fra anden verdenskrig handler ofte om heltemod og opfindsomhed, men også om meningsløs nedslagtning. Film fra første verdenskrig handler hovedsageligt om det sidste. Når jeg kun giver filmen tre stjerner, skyldes det, at jeg mangler et svar på, hvorfor vi skal se en film mere fra skyttegravene. Tidligere film viser os klart og tydeligt meningsløsheden. Vi skal konfronteres med det, for at vi aldrig gentager det, siger nogen. Jo, men hvor mange film skal der til, før alle forstår det? Når de film, der er lavet om emnet indtil nu, ikke forhindrer krigsgale nationer i at angribe et selvstændigt naboland, hvilken forskel gør en mere fra samme skuffe så?

Soldatens skyldfølelse
Når filmen får tre stjerner af mig, skyldes det dens høje kvalitet. Og så skyldes det et par stærke scener, der skildrer spændvidden i vanviddet. Det ene yderpunkt viser det stærke venskab og den galgenhumor, der opstår som en reaktion mod meningsløsheden. Mennesket har en utrolig evne til at klare sig under ekstremt pres. Hvad vi ikke ser i filmen, er hjemkomsten med granatchok, eller PTSD, som det hedder i dag. Det andet yderpunkt er en scene i frontens mudder, hvor Paul konfronteres med en fjende, som han brutalt dræber med sin bajonet. Men franskmanden tager lang tid om at dø. Så lang tid, at Paul får øje på det menneske, der kunne være hans ven. Fortvivlet forsøger han at stoppe den blødning, han selv er skyld i. Her kommer vi virkelig tæt på krigens gru.

Filmen er kommet på blu-ray og kan ses på Netflix.

---