Inherent Vice

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
En omtåget hyldest til 70'ernes hippiekultur. Os, der aldrig har været en del af kulturen, har svært ved at afkode filmen og finde mening i hashtågerne.

MEDFØDTE MANGLER ELLER NEDARVET SYND?
Som i en klassisk indledning til en noir-detektivfortælling sidder den dvaske Doc (Joaquin Phoenix), joint-pulsende og med kæmpe bakkenbarter i et pastelfarvet Californien - indtil hun træder ind… Doc er den omtågede, men godhjertede privatdetektiv, som ikke altid aner, hvad han undersøger, eller hvad han skal spørge om. Men ikke desto mindre havner han midt i en sag om mord og kidnapning. Han opsøges konstant af et evigt voksende persongalleri med hver deres vinkel på mysteriet. Det efterlader tilskueren endnu mere forvirret og uengageret. I hvert fald hvis man vil være med i en krimigåde og ikke i et narkotrip.

Paul Thomas Anderson har med sine film (bl.a. Magnolia, There Will Be Blood, The Master) sat sig højt på anmeldernes beundringslister. Med "Inherent Vice" taber han dog terræn hos de fleste - os inklusive. Vi vil gerne forstå filmen på dens præmisser. Hvis det er lykkedes for os, må vi konkludere, at "Inherent Vice" er en stor hyldest til 60'er/70'ernes hippiekulturelle, hashrygende epoke, hvor det psykedeliske er en del af oplevelsen. Det er stemningen og ikke handlingen filmen, vil ind til.

Et egentligt handlingsreferat giver det ikke mening at udpensle. Det indledende afsnit kan i høj grad redegøre for filmens handling, for meget mere forstår man ikke. Præmissen er netop, at man skal lade sig føre med i filmens univers. Man skal sætte sig i sofaen og tænde for en joint, ligesom vores hovedperson. Her er der masser er løse ender, brud i kausalitet, overfladiske personskildringer og skæve detaljer, som ikke fører historien frem ad en stringent og brugervenlig filmtilskuer-vej. Men selvom det er præmissen, er der stadig noget basalt håndværk, der ikke fungerer. Vi kunne ikke sidde helt med i den samme detektiv-galej.

"Inherent Vice" oversættes i filmen til 'medfødte mangler'. Det bruges til at forklare, at personerne i fortællingen, både jøde-nazisten, byggemogulen, den oversminkede tante, den bananspisende kriminalbetjent og saxofonist-stikkeren har medfødte fejltrin, som ligger dem til last på forskellig vis. "Inherent Vice", altså de medfødte mangler, bliver forklaret som de ulykker der forventes at ske under en sejlads, og som der derfor ikke kan forsikres imod. Æg, der knuses, og den slags. Den kvindelige hovedrolle fik det samme prædikat, da hun var med på rejsen. Dermed antydes det, at hun i en eller anden forstand, ligesom resten af karaktererene, er selvskadende og underbevidst sjældent vil sig selv det bedste.

Denne pointe er gennemgående i Andersons film, hvor hans karakterer i en eller anden forstand er brudte og bærer på sår. Hvad stiller vi så op med disse medfødte fejl? Her skal man ikke forvente, at filmen besvarer spørgsmålet, for den går ikke så langt, at den tør kalde det synd.

Filmen ender med at blive for de indforståede, der kan se igennem hashtågerne. Os, der aldrig har været hippier eller stofmisbrugere, har svært ved at afkode, hvad der er intentionen med fortællingerne i fortællingen.

---