Inglourious Basterds

Af: Michael Agerbo Mørch
Kan man tillade sig at gøre grin med anden verdenskrigs grusomheder? Quentin Tarantino reflekterer over dette i en ny farcefilm.

Quentin Tarantino svarer på spørgsmålet i en utraditionel og anderledes fortælling om en flok jødisk-amerikanske soldater, der går på hævntogt i Frankrig, hvilket ender med at få en noget overraskende indvirkning på Adolph Hitlers liv.

Filmen er på mange måder et eksperiment. Indpakningen er skruppelløs. Den starter med at blive præsenteret som et eventyr med klassiker-sætningen "Once upon a time" og fortsætter derefter med at inddele filmen i fem kapitler. Det er set før, men ikke ofte, når det handler om historisk stof. Tarantino indleder som sagt med at kalde det et eventyr og viser derved, at han allerede fra begyndelsen sammensmelter fiktion og fakta. En anden interessant detalje er, at når Aldo Raine (Brad Pitt) jagter nazisterne og bestemmer sig for at benåde dem, snitter han et hagekors i panden på dem, så man kan genkende dem, også når de tager uniformen af. Dermed antyder Tarantino, at på trods af, at han tillader sig at udvaske nogle historiske fakta og give det en kunstnerisk ramme, så skal vi ALDRIG glemme, hvad nazisterne gjorde.

Filmen er en kunstnerisk nydelse, hvad virkemidler angår. Tarantino er mester i, hvad man kan kalde "voldens æstetik" og har skubbet grænserne for mere blodige voldsfilm og givet dem et kunstnerisk præg, som det ses i film som "Pulp Fiction", "Kill Bill" eller "Death Proof". I "Inglourious Basterds" er der stadig masser af blod og voldsomme skudscener, men filmningen er mere tålmodig og langsom (som da en fransk bonde sidder og tænder sin pibe, mens kameraet følger hele seancen i "close-up") end Tarantino normalt er garant for. Lydsiden er vild, kantet og eksperimenterende og en sand fornøjelse at lytte til.

"Inglourious Basterds" er en stjernespækket film med en veloplagt Brad Pitt i hovedrollen som den hårdkogte sydstatssoldat Aldo Raine, der er leder for guerilla-gruppen The Basterds. Gruppen, som har én mission – "Killing nazis", bliver hurtigt berygtet i "det tredje rige" for deres hårdhændede metoder, herunder nedskydning, halshugning og skalpering. Med filmens titel indikerer Tarantino, at The Basterds er filmens centrum. Det er de måske også i handlingen, men rent tidsmæssigt fylder de forsvindende lidt. Langt den største del af filmen bliver brugt på at portrættere modstanderne, hvilket vil sige tyskerne, og det sker ikke uden en vis foragt, pakket ind i satirisk undertone. Hitler, Goebbels, Göring og Bormann bliver alle vist som nogle inkompetente, halv-stupide folk, som egentlig bare er nogle narcissistiske smålige mænd, som nærmest tilfældigvis er kommet til magten. Goebbels begynder fx at græde af glæde, da Hitler kortfattet roser en af hans dårlige film. Netop her tyder meget på, at Tarantino håner den tyske propaganda, da der vises en film med krigshelten Fredrich Zoller, der blot sidder i et tårn og skyder 300 modstandere, uden der sker andet. Det er rystende kedeligt, men salen, som er fuld af højtstående tyske medlemmer, er alligevel ved at eksplodere i ekstase (Hitler sidder bare og griner!).

Det er som om, filmens omdrejningspunkt netop er dette: at fange det farceagtige i den skræmmende virkelighed, og gøre grin med det, der foregik. The Basterds morer sig med at slagte nazisterne, mens nazisterne bliver fremstillet som enten inkompetente eller som en flok blodhunde, bedst spillet af filmens højdepunkt SS-detektiven Hans Landa, der formidabelt karikeres af Christoph Waltz. Men; er det o.k. at vise virkeligheden på den måde? Og er vi klar til at gøre grin med noget så følsomt som anden verdenskrig? Jeg tror virkelig denne film vil dele vandende. Enten finder man den plat og uforløst og ser det som et lavpunkt for Tarantinos eskapader. Eller også vil man hylde ham for modet til at tage temaet op og køre den så grotesk langt ud, som det er tilfældet her. Kan man leve med manglende historisk troværdighed, så er filmen faktisk ganske underholdende med mange sjove replikker og pointer.

Til refleksion
Hvor går grænsen mellem berettiget og umotiveret vold på film?

Hvad adskiller retfærdig og uretfærdig hævn?

Hvad skal være vores svar, når vi møder stor ondskab?

---