Indiana Jones and the Dial of Destiny

Af: Christian Thomsen
Harrison Ford tager endnu engang hatten på og pisken i hånden, og tager os med ud på eventyr.

INDIANA JONES PÅ NYT, VELKENDT EVENTYR 

Det er ikke et nyt fænomen i Hollywood at bringe liv til en velkendt film eller filmfranchise. Genindspilninger, efterfølgere eller forløbere har altid været en del af den store amerikanske pengemaskine. Det kan være et forholdsvis sikkert kort at spille, da mange af os gamle nostalgikere gerne vil genskabe tidligere store filmoplevelser og de følelser, der måtte følge med. Sjældent har vi dog fået så mange gensyn med tidligere filmhelte som de seneste 15 år. Således har vi set mange gamle film og franchises ’genskabt’ med nye skuespillere og velkendte stjerner. Harrison Ford er gået foran i genbesøget af gamle filmroller: i 2008 i Indiana Jones og krystalkraniets kongerige, han var på rumeventyr som Han Solo i 2015 i Star Wars: The Force Awakens, og han dukkede igen op som Rick Deckard i Blade Runner 2049 i 2017. Og nu er han altså, i en alder af 81 år, klar til endnu en omgang som den eventyrlystne arkæolog med pisk og læderjakke.

Tempo fra start
Filmen starter i 1944 med en hæsblæsende actionsekvens, i god gammel Indiana Jones-stil. Han er på jagt efter et arkæologisk artefakt, har en ikke-action-vant makker på slæb, fyrer vittige kommentarer af og jagtes af nazister. Det bliver ikke mere velkendt Indy-territorie. Ansigtet på den unge Indy er skabt ved hjælp af computereffekter, og det fungerer overraskende godt.

Efter åbningen springer filmen frem til 1969, hvor Indiana Jones har sidste dag på arbejde - han er på vej på pension. Han møder Helena (Phoebe Waller-Bridge), som er datter af Basil Shaw (Toby Jones), Indys følgesvend fra filmens åbning. Helena er fulgt i fodsporene på sin nu afdøde far og er selv blevet arkæolog på jagt efter dén dims, som hendes far søgte efter hele live,t og som nærmest drev ham til vanvid. Hun får sin gudfar, Indy, med på eventyr, og snart går den vilde skattejagt gennem Europa med den tyske nazist-professor Voller (Mads Mikkelsen) i hælene.

God action - men ikke mere end det
Det er første Indian Jones-film, som ikke har Steven Spielberg ved roret. Instruktørvalget faldt i stedet på James Mangold, en solid actioninstruktør, som også har vist, at han kan håndtere drama. Det er ikke forkert at kalde Mangold ’et sikkert valg’. Han har ikke et særligt kendetegn, eller tilfører filmen ekstra lag, som en ung Spielberg gjorde med de første film i serien, men han kan styre skibet sikkert i havn, og undervejs er turen underholdende.

Og det er nok essensen af min oplevelse med "Indiana Jones and the Dial of Destiny": En rigtig underholdende, tempofyldt actionfilm, men uden dét lille ekstra lag, som hævede f.eks. "Raiders of the lost Ark" op over den gennemsnitlige eventyrfilm. Det personlige drama med Helena og gudfar Indy kommer simpelthen ikke ind under huden på mig. Phoebe Waller-Bridge leverer en godkendt præstation, men selve karakteren mangler noget uforløst, som eventyret kunne hjælpe med at få på plads. Jo, i starten af filmen har hun kun penge for øje og ’tror ikke på noget’, og det har selvfølgelig ændret sig, da filmen slutter. Men denne klichéfyldte problemstilling bliver kun berørt på overfladen og får aldrig rigtig en krog i tilskueren - i hvert fald ikke i mig.

Genbrugte nazister
Jeg havde min 12-årige datter med i biografen, og hun spurgte: ”Hvorfor er det altid nazister, der er de onde i Indiana Jones-film?” Svaret er, at sjældent har der været nogen i historien, der så tydeligt er ’de onde’. Og det letter arbejdet for filmskaberen, da han ikke behøver at bekymre sig om at gøre skurken særlig nuanceret. Og op gennem filmhistorien er der da også blevet skabt en nazi-stereotyp. Mads Mikkelsens portræt af Professor Voller læner sig op ad den, og er unuanceret og banal. Men det behøver ikke være en dårlig ting. Nogle gange har man lyst til at se en filmskurk bevæge sig i grænselandet mellem godt og ondt, og andre gange vil man bare gerne med på eventyr og se nazisterne få nogle over nakken.

Det er eventyret værd
Femte eventyr med Indian Jones var en god, underholdende oplevelse. De hæsblæsende actionsekvenser er oplevelsen værd, og man keder sig ikke på noget tidspunkt i filmen. Harrison Ford træder ind i rollen, som var det i går, han sidst havde pisken i hånden, og han leverer godt skuespil og troværdig action, og så har han stadig et glimt i øjet. På trods af de nævnte kritikpunkter kan filmen stadig anbefales. Se den for det, den er: En god, gammeldags eventyrfilm.

To andre film i serien kredsede meget omkring kristendom og dennes historie og tematikker. Det er der ikke meget af i denne film, og Indys proklamation: "Jeg tror ikke på hokus pokus, men i min tid har jeg set ting, jeg ikke kan forklare," er det nærmeste, vi kommer på noget, der minder om.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---