In America

Af: Johannes Korsholm Poulsen
En gribende film om at leve med sorg og om glæden ved at leve.

"Universalt healende begreber som tro, håb – og måske endda lidt magi – danner baggrund for den irske forfatter og instruktør Jim Sheridans inspirerende og delvis selvbiografiske feel good-story om en nutidig irsk familie på deres livs eventyr i New York". Det står der på bagsiden af dvd-udgaven af "In America". Umiddelbart kan det være svært at se, hvordan denne film skulle have noget som helst med en feel good-story at gøre.

For fra filmens begyndelse er det tydeligt, at hovedtemaet er sorg:
I åbningsscenen, hvor familien bestående af far, mor og to døtre ankommer til den amerikanske grænse, bliver faderen spurgt om, hvor mange børn, han har, og han svarer: "Tre." "To," retter moderen ham med et smertefuldt ansigtsudtryk. De har glemt at slette deres afdøde søn Frankie i deres pas. Allerede her gør det ondt at være tilskuer, og efterhånden som den lille familie får etableret sig i en faldefærdig lejlighed i New York, bliver det tydeligt, at hvert enkelt medlem af familien stadig lider under tabet af Frankie. Faderen Johnny (Paddy Considine) forsøger at tjene til dagen og vejen som skuespiller, men kan ikke længere vise dybe, ægte følelser. Både moderen Sarah (Samantha Mordon) og døtrene Christy og Ariel (Sarah og Emma Bolger – som også er søskende i virkeligheden) må i stigende grad lære at leve med en frustreret far og ægtemand, som kun kan vise sin kærlighed til dem i halsbrækkende forsøg på at forbedre deres ydre liv. Det værste af disse projekter er, da han på en tur i en forlystelsespark forsøger at vinde en ET-bamse til Ariel ved at skyde med bolde og er tæt på at sætte familiens beskedne formue over styr.

Heldigvis har filmen også en anden side. I opgangen bor Mateo, en indelukket afrikansk kunstmaler, som pigerne laver "trick or treat" (ballade eller slik) med til Halloween. Mateo viser sig at være en ensom mand, som liver gevaldigt op, da pigerne først har charmet sig ind på ham. Han bliver hurtigt en del af familien, selvom Johnny ikke bryder sig om det. Og her begynder det "magiske" at spille ind. Det ville være alt for ærgerligt at afsløre her, hvad der sker, men magisk er det i hvert fald.

Og så er der i øvrigt en vigtig ting, som ikke bliver omtalt i ovennævnte citat fra dvd'ens bagside.

For "In America" er ikke kun en film om tro og håb. Håb er der ganske vist masser af til sidst i filmen, og tro er der vel også, hvis man kan gå med til den hollywood'ske definition af tro som noget med, at man bare skal "tro" uanset om det så er julemanden eller ens usynlige ven, man tror på. Filmen handler allermest om kærlighed: Om hvor ondt det gør at miste en, man elsker. Om et ægtepar der finder ind til hinanden og holder sammen på trods af umulige odds. Om en storesøster, der passer på sin lillesøster. Om at turde holde af folk, der virker skræmmende og anderledes. Og når man er færdig med at se filmen, er det kærligheden i den lille familie der står tilbage, selvom det har gjort ondt at komme frem til den. Og det er det, der gør "In America" til en af de få seværdige feel good-film, jeg har set.

---