Illusionisten

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En smuk og anderledes tegnefilm med et sørgmodigt budskab. En stemningsfyldt film med maser af symbolik.

Scenen skifter stjerner
"Illusionisten" handler om en ældre fransk tryllekunstner, Tatischeff, i Paris. Hans optræden kan ikke hamle op med fremkomsten af rock and roll i 60'erne, hvor den elektriske musik erobrer scenen. Han rejser til London i sin søgen efter publikum – men oplever det samme der: han optræder for et meget lille publikum.

I sin søgen efter steder, hvor hans evner stadig er værdsatte, kommer han til Skotland. Desværre har den elektroniske musik også fundet derhen. Tati møder dog en ung pige, Alice, der på en måde tryllebindes af ham og i en eller anden grad tror på magi – eller i hvert fald på noget, der er mere spændende end hendes ensformige liv i den afsides landsby. Tati "tryller" forskellige ting frem til hende – bl.a. køber han hende et par nye sko. Så hun tager med ham. Det er ikke et romantisk forhold, og der er absolut ikke sex i det. Snarere som et far-datter forhold.

På deres færd kommer de til Edinburgh, hvor de møder andre kriseramte scene-folk: tre akrobater, en bugtaler og en klovn. De har hver deres måde at reagere på krisen: klovnen vil begå selvmord, bugtaleren drikker sig til glemsel, og de tre akrobater påtager sig praktisk arbejde. Alice og Tati prøver at bringe lidt trøst og medmenneskelighed ind i denne hårde verden. Da Tatis tryllerier heller ikke sælger mange billetter her, går han ind i reklamebranchen. Men der er dog grænser for, hvor dybt han vil fornedre sig og kvitter hurtigt den levevej. Alice bliver forelsket i en ung fyr, og filmen ender med, at Tati efterlader en seddel i deres lejlighed: ”Magikere findes ikke i virkeligheden!” og forlader Alice, der – efter at have læst sedlen - går videre ned ad gaden sammen med sin kæreste.

Tegnefilm med stor skønhed
Det særlige ved filmen er ved første øjekast, at det er en tegnefilm. Og uden tale. Jo, de siger lidt indimellem, men det har ingen betydning for forståelsen. Handlingerne taler for sig selv. Tegningerne er i en ikke så skarp, men utrolig detaljeret og farve-nuanceret stil. Det gir nogle helt fantastisk flotte stemningsindtryk af især Skotlands natur.*

Tempoet er roligt, men der sker alligevel hele tiden noget. Blandt andet er der megen symbolik i filmen, og har man sans for den slags, er der rigtig mange spændende ting at hente – bare prøv at følge Tatis kanin og bugtalerens dukke i løbet af filmen!

En falden storhed
Budskabet er ret trist: en scene-verden, hvor tryllekunstnere, artister, klovne og bugtalere underholdt de begejstrede masser, er døende. Elektrisk musik og tv (som vi ser i et butiksvindue i slutningsscenen) overtager populariteten. Der tages sådan set ikke direkte stilling for eller imod denne udvikling. Men vi ser, hvor trist en skæbne det giver de tidligere stjerner på scenen. Der er helt sikkert også et budskab i forholdet mellem Alice og Tati. Vel noget om, at hun som begejstret tilskuer en dag må vågne op og indse, at virkelig magi ikke findes: Tati kan ikke bare trylle en fremtid op af hatten til hende! Ikke engang penge til de daglige fornødenheder kan han blive ved med at trylle frem. Om hvorvidt elektriske koncerter med massehysteri blandt Alices jævnaldrende eller de fremadstormende tv-skærme indeholder ægte magi, udtaler filmen sig ikke om. Men sympatien ligger hos de strandede kunstnere, der i deres storhedstid fik folk til at måbe og (næsten) tro på magi.

---