Idioten

Af: Michael Agerbo Mørch
Dostojevskijs klassiker er både søvnig og særlig i denne ældre japanske version. Om den gode og milde Kameda, der opleves som en idiot af sine omgivelser.

Det er ikke så ligetil at anmelde en film, som er bygget på en roman, man ikke har læst. Det burde vel være obligatorisk at kende bogforlægget først for at kunne sammenligne og vurdere. Men efterhånden er så mange film brygget på den humle, at det for en metervare filmhobbyist er umuligt at praktisere. Jeg har længe gerne villet læse Idioten, men selv tre år på boghylden har ikke aktiveret mig. Nu så jeg så alligevel filmen, selvom jeg frygter, at det hæmmer oplevelsen. Blot en ærlig tilståelse: jeg kan ikke sammenligne med bogen!

Filmen er i hvert fald en japansk kontekstualisering af det russiske drama. Navnene er japanske, og handlingen foregår i den japanske by Hokkaido. Der bliver i begyndelsen gjort opmærksom på, at Dostojevskijs plan var at portrættere det gode menneske, men besynderligt nok endte med at portrættere en idiot. For de overnaturligt flinke fremstår for almindelige mennesker som infantile ignoranter. Denne idiot er i filmen epileptikeren Kinji Kameda. Han er en tidligere krigsfange der lider voldsomt af chokket fra en nærdødsoplevelse. Han bliver spundet ind i et kærlighedsdrama mellem de to kvinder Taeko Nasu og Ayako. En anden bejler gør sig forhåbninger, nemlig den nye ven Akama, der er en yderst temperamentsfuld herre.

Selve plottet er ikke så interessant, det er langt mere personskildringen, der er i fokus. Selvom de skiftende kærlighedsvibrationer er interessante nok at følge med i, er det hele tiden ud fra Kamedas lammeblide skikkelse, vi anskuer situationen. Og som instruktør Kurosawa lovede, så fremstår han virkelig som en dåre. Den langsomme reaktion, de klynkende øjne, de trætte kinder, der konstant smiler, de forvirrede svar på menneskers hårde ord er alt sammen elementer i en udsat persons liv. Alligevel er det Kameda, der vinder folks hjerter og fremstår som menneskeligt vís, fordi han formår at se gennem fingre med folks synder og fejl og elske det virkelige menneske inde bagved som fx luderen Nasu.

Parallellerne til Jesus er uomtvistelige, og jeg sad konstant med tanken om Jesu overjordiske kærlighed i baghovedet. Jesus der elskede på trods; på trods af fejl, mangler, synder, livshistorie. Han elskede skøger, toldere, farisæere, rigmænd, fiskere, husmødre osv. osv. Hvordan har Jesus fremstået for folk? Når de ikke var slået af hans visdom og skriftudlægninger, men så hans blide øjne acceptere selv den mest udsatte? Så de ham som en idiot, der ikke forstod menneskers reelle natur? Som en Kameda, der var en dåre, men alligevel var den mest indsigtsfulde?

Tankestrømmen glider hjælpeløst derudaf, for vi ved det ikke. Hvad vi ved, er blot det, at Jesus elskede. Men det er jo både spændende at tænke over og snakke om.

Nogle kritiske bemærkninger til filmen, som ellers er oplagt at bruge som oplæg til samtale. Filmen er lang! Den varer næsten tre timer, og det kan godt føles som endnu længere. Filmen er i sort-hvid, og der tales japansk, hvilket i hvert fald tvang undertegnede til at læse samtlige undertekster. Alt det medfører, at filmen bliver en anelse søvndyssende; men samtidig er det naturligvis disse elementer, som gør filmen til noget særligt.

Derfor vil jeg med de forbehold stadigt anbefale den mesterlige fortællings filmforlæg.

---