Idealisten

Af: Carsten Riis Jensen
Gennem et miks af dokumentar og fiktion fortælles en vigtig brik i Danmarkshistorien om Thule-basen, som amerikanere overfløj med brintbomber.

VIGTIG DANMARKSHISTORIE

Som film betragtet er "Idealisten" en lidt underlig oplevelse, fordi der vises så meget arkivmateriale og klip fra de forskellige begivenheder, som førte frem til journalisten Poul Brinks dybdeborende undersøgelse af forholdene på Thule-basen.

Med meget jævne mellemrum vises kortere og længere klip, helt tilbage fra 1950'erne og frem til begyndelsen af 1980'erne, og det betyder, at der sådan set er relativt minimalt med skuespil i filmen.

Først hen mod slutningen af filmen svinder mængden af dokumentariske klip, så skuespillerne mere kommer til og får lov at spille de roller, de har. Og de gør det såmænd godt. Peter Plauborg som Poul Brink og Søren Malling som Marius Schmidt.

Ligesom i 9. april er det først og fremmest reallyd, der præger filmens lydside. Ikke så meget musik, men mere "ægte" lyd. Og det fungerer fint. Det samme gør billedsiden, som er flot, men dog med for mange linselys efter min smag (linselys – eller "lens flare" er, når der bevidst leges med, at sollys reflekteres i kameralinsen og skaber striber af lys hen over skærmen; en teknik, som især instruktører af actionfilm er vilde med).

"Idealisten" er et spændende stykke Danmarkshistorie. Det er historien om regeringschefer, der lyver over for befolkningen, og det er historien om en regering, der er i lommen på amerikanerne, og DR's ledelse er i lommen på statsmagten.

Historien om Thule-basen og Danmarks relation til Grønland er en kendt og vigtig del af vores historie, og opdagelsen af, at amerikanerne fløj med brintbomber over dansk territorium – og at en lang række ansatte blev alvorligt syge af at rydde op efter et forulykket fly med sådanne bomber – er en historie, der skal fortælles.

Det er gjort nu, i historien om DR-journalisten Poul Brink, som i 1997 modtog Cavlingprisen for at afdække, hvordan danskere og grønlændere blev ført bag lyset trods vores officielle atomvåbenpolitik.

Som sagt er der mange arkivklip og historiske klip med i filmen, så skuespillet er relativt minimalt. Men man får dog en vis ide om, hvor sprængfarligt det var for Poul Brink at lave sin dybdeborende journalistik.

Poul Brink døde tidligt, i en alder af 49 år. Slår man op i aviserne fra dengang, så står der, at han på en løbetur pludselig fik et ildebefindende og faldt om. I filmen har man dog valgt at fortolke meget på det. Midtvejs ser man nemlig Poul Brink – spillet af Peter Plauborg – på en af sine sædvanlige løbeture. Midt under løbeturen bliver han passet op af en hætteklædt person, som virker truende på ham. Han løber dog videre, uden at der sker mere, men man er som tilskuer godt klar over, at dette er et forsøg på at forklare, hvad der måske senere skete, da Poul Brink rent faktisk døde under en løbetur.

Flere gange, mens jeg så filmen, tænkte jeg på dokumentarfilmen Blekingegadebanden. Der er mange lighedspunkter, bl.a. i blandingen af dokumentar og fiktionsfilm/skuespil. Som sagt er jeg ikke videre begejstret for det filmiske resultat, men det er en vigtig historie og en vigtig brik i Danmarkshistorien at få fortalt.

---