Ida

Af: Mathias Wibo Kure og Michael Agerbo Mørch
En ung nonne udfordres dybt af sin egen fortid og den spirende kultur omkring hende i en stærk polsk film. Filmen er et tankevækkende mesterværk i sort-hvid.

SPLITTET MELLEM NYT OG GAMMELT
Da den polske film "Ida" efter bare 82 minutter lukker ned, sidder vi tilbage med den sjældne følelse af at have set et mesterværk. Ikke en fuldkommen film, men en original, kreativ, tankevækkende og stimulerende film, der gør tingene anderledes, end den gængse mainstream vil gøre det. Ikke bare for at gøre det, men fordi hver enkelt detalje samarbejder til at skabe et hele - et værk. Hver kameraindstilling samarbejder med kulissen og med skuespillernes intense mimik. Hver skrattende jazzsaxofon forbindes med debatterende synpunkter, og træernes hvislen gør ditto. Det skaber tilsammen et overdådigt og helstøbt filmværk.

Da Josef Stalin døde 5. marts 1953 i Moskva fik det snart store konsekvenser i det sovjetdominerede Østeuropa. Jerngrebet blev løsnet en anelse i begyndelsen af 60'erne, og kulturen blomstrede i en periode flere steder. Bl.a. i Polen, hvor jazzmusik, abstrakt kunst og progressiv filmkunst havde gode vilkår. Det er i disse tidlige 60'ere, at Anna vil aflægge sit nonneløfte og træde ind i klosterlivets fattigdom og enkelthed. Men inden hun må det, kræver abedissen, at Anna skal møde hendes eneste slægtning, tanten Wanda. Wanda har været retsdommer, associeret med det stalinistiske styre, og hårdkogt modstander af "anti-socialistiske" personer. Wanda fortæller Anna, at Anna faktisk er jøde, og hendes navn er Ida Lebenstein. Det vælter naturligvis mange ting i Anna, som ved Wandas hjælp begiver sig ud for at finde sine forældres grav. Den tur bringer dem igennem det spirende Polen, jeg beskrev ovenfor.

Selvom Wanda var højt respekteret som dommer, fejler hun tungt i Annas øjne. Hun er dekadent, tæt drikkende og udsvævende. Det er tydeligt frastødende for den kyske Anna. Anna og Wandas clash genspejler samfundets splittelse mellem katolsk konservatisme og gryende liberal modernitet. Et godt greb at indlejre fortællingen i - nemlig at give den store fortælling to ansigter, som man forbindes med. Instruktøren Pawel Pawlikowski har ikke sin sympati hos nogen af dem, men er meget beskrivende. Begge er snæversynede og rummelige på én gang. Det simple "good vs. bad"-skema bruges ikke her (heldigvis). For virkeligheden er mere kompleks, når man sætter en repræsentant for den ateistiske kommunisme og for den reaktionære katolicisme i samme familie, som begge vil det samme - og alligevel det modsatte af hinanden.

Filmen er egentlig ikke optaget af polsk kultur, ej heller en kritisk undersøgelse af den polske befolknings noget tvivlsomme ageren over for landets jøder i 30'erne og 40'erne. Med andre ord: den er hverken pro-polsk eller anti-polsk, som den internationale presse ellers har villet reducere den til. Filmen fortæller en beretning om et menneskes kamp med sin identitet, når informationerne pludselig vender realiteterne på hovedet. Det ses blandt andet i billedframingen, som er unaturligt lange. De lange indstillinger har oftest ansigtet nederst i et hjørne, i et intimt close-up, hvor det får lov at hvile. Det er meget indtagende og har en stærk affektfuld påvirkning på seeren.

Selvom historien handler om en spirende nonne, er det teologiske niveau ikke højt i filmen. De temaer, der anslås om Guds eksistens, viljen til at følge Kristus, etc. bliver ikke udfoldet. Det er okay, men af ideologisk og teologisk gods, er der måske for lidt at slås med. Pawlikowski holder fokus på det eksistentielle, hvor filmen så også lykkes blændende. "Ida" er en sjælden og særlig film, som lige nu rydder bordene ved diverse prisuddelinger. Den har kunstnerisk og plotmæssigt højt niveau, og kan - med lidt energi trods alt - skabe nogle spændende tanker om ens eget liv og livet med Gud.

---