I trygge hænder

Af: Ketty Dahl
En skøn fransk film om unge Clara, der overdrager sin nyfødte søn til adoption. En hyldest til kærligheden og livet, også når det er mest sårbart.

AT GIVE SLIP PÅ OG AT MODTAGE ET BARN

”I trygge hænder” er en skøn fransk film med ægte mennesker i et følelsesmæssigt intenst drama. Den unge Clara overdrager sin nyfødte søn Theo til adoption. Hun mener sig ikke i stand til at påtage sig rollen som mor, men det ændrer ikke på, at hun er mor i sit hjerte, - og det er svært at sige farvel. Samtidig har den ufrivilligt barnløse og usikre Alice kæmpet en hård kamp for at blive mor i mange år, - det tærer på ægteskabet, så pludselig står hun som potentiel alenemor, hvor ønsket om et barn ikke er blevet mindre. Men så dukker lille nyfødte Theo op på hendes scene.

En kompliceret affære
Det specielle og fine ved filmen er, at umiddelbart kunne man forestille sig et adoptivdrama mellem to moderhjerter, men det bliver noget andet og mere end det, for adoption er en kompliceret affære, der involverer både de sociale myndigheder og en plejefamilie, der tager sig af den lille dreng, indtil han kan adopteres væk. Og de er alle involveret i at gøre det bedst mulige og tage alle hensyn. Vi følger de enkelte ansatte i familiestyrelsen, som ikke er følelsesmæssigt uberørte af den lille drengs fremtidsudsigter, og ligeledes følges den omsorgsfulde plejefar, Jean, i plejefamilien, som i den grad tager den lille dreng til sig. Det bliver næsten svært at skelne hovedroller fra biroller, for selv birollerne har stor betydning for den lille Theos fremtid.

Når man ser, hvor mange ressourcer, der sættes ind i forbindelse med en adoption, får man en fornemmelse af, hvorfor samfundet tilsyneladende ofte synes, at det er en både bedre og nemmere løsning, at ufrivilligt gravide får en abort, så er man jo ude over det problem … Men herligt nok, nævnes ordet abort slet ikke i filmen. Ikke noget med, at det kunne Clara jo bare have fået. Nej, man tager udgangspunkt i lille Theo, og hvad der er bedst for hans liv. Og man tager udgangspunkt i, at der er mennesker, der så brændende ønsker sig et barn og gerne vil tage over, når andre ikke magter forældrerollen. Filmen sætter også fokus på det at være plejefamilie, - det at være de varme hænder, når de biologiske forældre må give op. At være plejefamilie er at involvere sig, at elske og alligevel at være parat til at give slip. Ikke nogen nem opgave …

Omsorg og engagement
Selv om filmen handler om stærke følelser, så bliver den aldrig hverken kvalmende følelsesladet eller dømmer nogen. Den beskriver egentlig bare på en meget menneskelig og realistisk måde en vanskelig situation, hvor de sociale myndigheder sætter ind for at hjælpe til. De ansatte i familiestyrelsen, som sidder med stor magt og myndighed til at kunne afgøre både børns og voksnes skæbne, viser sig også som mennesker på godt og ondt, hvilket gør filmen realistisk, og de ansatte viser med deres omsorg og engagement, at når velfærdsstaten tager sit ansvar på sig, så fungerer den faktisk. Dog håber jeg, at deres måde at tale til spædbarnet Theo er en karikatur, for i deres bestræbelser på, at lille Theo skal få den rette følelsesmæssige start, står de nærmest og forklarer ham alle procedurerne i forbindelse med adoptionen, hvilket får et (utilsigtet?) latterligt skær. Der er også antydningen af en misforstået flirt mellem en af socialarbejderne og den gifte plejefar, Jean, som godt kunne undværes.

Flot skuespil
Skuespillerne gør det godt, - ikke mindst Gilles Lellouche, der spiller plejefaren Jean. Ligeledes leverer Elodie Bouchez, som spiller Alice, en stærk skuespilpræstation. Det er ikke en film med biljagter eller skyderier, - det er derimod ægte menneskers ægte problemer og følelser, der kommer i fokus, så selv om filmen har sit eget adstadige tempo, så keder man sig ikke.

Filmen er en hyldest til de mennesker, der er parat til med hjerte og hænder at give et lille barn den bedste start på livet. Det er en hyldest til kærligheden og livet, også når det er mest sårbart.

Filmen er kommet på dvd.

---