I Am Ali

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Et forsøg på at gå bag om legenden bag en af verdens mest kendte boksere: Muhammad Ali. Filmen fremstår reelt som en stor propaganda-video for legenden.

DEN LEGENDARISKE SUPERHELT
Filmen er sammensat af en masse gamle lyd- og filmoptagelser fra bokseren Muhammad Alis liv, kombineret med interviews fra mange af de personer, der stod ham nærmest, både i familien og i bokseverdenen.

Den form for film kommer der jo aldrig en actionfilm ud af – og det er derfor også en noget langtrukken affære over mere end 12 omgange. Boksescenerne er få og korte. Men det fik så være, hvis ellers den levede op til sine intentioner. Den vil nemlig præsentere os for en masse materiale, der aldrig har været vist før, for på den måde at afdække de sider af bokserens privatliv, som vi ellers ikke kender. Vel giver filmen os en del indblik i hans privatliv – bl.a., at han altid ville have lydoptagelser af sine telefonsamtaler med sin datter, når han var uden for hjemmet og ringede hjem ?! Men et troværdigt billede gives næppe.

For hvordan var dette tiljublede og tilbedte supermenneske så privat? Ja ifølge filmen var han lige så meget supermenneske og tilbedelsesværdig som privatperson! Ikke én eneste reel kritik slippes løs i hele filmen. Godt nok kan hans ekskone lige bemærke, at det jo ikke gik med Ali, fordi han altid var i bukserne på andre kvinder – men stadigt smilende fortsætter hun så med at lovprise ham som en fantastisk ægtemand og familiefar! Jeg tænkte flere gange undervejs, om de interviewede blev bestukket eller havde en pistol for panden. Eller om det i den grad lykkedes denne store personlighed at forblænde alle i sin nærhed?

Sort politik, sort religion
Hans plads i de sortes borgerrettighedsopstand og nye identitetsdannelse med ledere som fx Malcolm X vises klart – men ikke én eneste kritisk røst omkring det. Og det havde ellers været nemt at finde frem til! Når jeg overhovedet gad se filmen færdig, var det for at se, om den kunne kaste lys over hans skift fra kristendom til islam. Her tænker jeg, at den egentlig viser et ret rigtigt billede, når den beskriver, at for Ali var det nok mere et spørgsmål om valg af race og kultur. Han så kristendommen som den hvide mands undertrykkelsessystem over for de sorte. Ved at skifte religion kunne han frigøre sig. Hans meget betydningsfulde nægtelse af at gå ind i militæret og blive sendt til Vietnam fremstilles helt korrekt som religiøst begrundet. Men det vises også, at det mindst lige så meget var Alis vrede mod USA og hans sympati for den race, USA prøvede at bekæmpe, der fik ham til at nægte at trække i uniformen. Så hvad det var, der ved islam tiltalte Ali så meget? Nok mest, at det var et alternativ til "hvid religion".

---