Hvor kragerne vender

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Laura er født på en gård i Udkantsdanmark, men flygter til storbyen. Da hendes bror skal giftes, vender hun tilbage til det sted, som gav hende en forfærdelig barndom. Det skal næsten gå galt - men måske også godt.

DRAMAKOMEDIE MED DYBE UNDERTONER 

Det er synd, hvis denne film, der blev årets film under Robert-uddelingen, kun promoveres som en komedie. For vel har den mange passager, der kan kalde på smilet, og vel siges tingene i ord og handlinger rimeligt tydeligt - også undertiden grotesk tydeligt. Så jo: nogle af en komedies karakteristika har den da. Men den behandler samtidig seriøse emner på en seriøs måde – så læg mærke til, at den også genrebestemmes som et drama. Ikke et drama med de megastore dramatiske præstationer – men til gengæld noget, de fleste af os kan forstå og følge med til.

Lebbe-Laura
Laura (fremragende spillet af Rosalinde Mynster) vil på ingen måde tegne sin barndom som lykkelig. Hun voksede op på en bondegård med kvæghold i det, der nu kaldes Udkantsdanmark. Samtidig oplevede hun sig i udkanten af fællesskabet, da hun blev mobbet voldsomt - især af Catrine (Anne Sofie Wanstrup), der fx klippede hendes hår kort og gav hende tilnavnet "Lebbe-Laura". Som stor teenager forlod Laura sin fødeegn, flyttede til storbyen, skiftede fornavn, fik kort hår og blev berømt bl.a. på at skrive en bog om sin forfærdelige opvækst der "hvor kragerne vender". Hun færdes i de mere hippe kunstmiljøer, er kæreste (i et åbent forhold) med en af storbyens chikke klima-aktivistiske kunstnere, Benjamin.

Ko-Catrine
Det øgenavn findes ikke i filmen, men jeg tænker, at det er passende for Lauras billede af sin barndoms plageånd. Hun står som eksponent for hele det miljø, der for Laura stinker af kolort og lavmål af menneskelig intelligens og horisont. Stor og frodig, uden en højere uddannelse, ser serien "Sex and the City" og har kaldt sin datter fra et tidligere forhold Jessica efter stjernen fra denne ikke ligefrem overintellektuelle serie. Både i udseende, levevis, indstilling til klima og politik er de to kvinder hinandens diametrale modsætninger.

Mor og arbejdsom bondekone
Lauras mor (Bodil Jørgensen) er en stille arbejdsom bondekone, der også har slidt for at holde gang i den lokale blomsterhandel - der ligesom de fleste andre butikker i den lille by har svært ved at løbe rundt. Forholdet mellem Laura og hendes mor udvikles efterhånden, som Laura får skruet ned for anklagerne og kan begynde at lytte til sin gamle gigtplagede mor, der rummer meget mere, end hendes datter tror.

Mændene? Jo, de er da bestemt med i filmen, men det er de her tre kvinder, der virkelig mødes, da Laura er nødt til at tage hjem, fordi hendes bror skal giftes med Catrine.

Sammenstød og gammelt nag
De tre kvinder har mange sammenstød. Fordomme, gammelt nag, skyld og skam, er ingredienser i den gryderet, der resulterer i verbale træfninger - og rent fysisk ender Laura og Catrine i slagsmål i komøget. Men samtidig sker der en hel del positive ting, der gør, at besøget nok ikke ender så ringe endda. Der vokser en gensidig forståelse frem, som ingen af de tre (eller deres mænd) havde set komme. De mange vinunderlige og ofte også sjove detaljer skal ikke afsløres - men man kan fx glæde sig til at iagttage den så køligt ophøjede Benjamin, der prøver at få Laura til at tage de stakkels bønder ovenfra og ned, "der ikke engang affaldssorterer". Især da han smøger ærmerne på sine fine kunstnerarme op for at hjælpe de andre mandfolk med at hejse en tung ting på plads.

Evangeliet til Lebbe-Laura og Ko-Catrine og alle vi andre
Mens flokken i den bryllupspyntede kirke synger salmen Det er så yndigt at følges ad, hører vi et uddrag af præstens prædiken som voice over:
"Ligegyldigt, hvor Jesus viste sig, da hører vi jo om, hvordan de sidste blev de første og omvendt. Hvordan uhæderlige embedsmænd og uanstændige kvindemennesker både blev set og hørt. Hvordan højtråbende blinde, fortabte sønner, vantro disciple, tyve og røvere, selv dem ingen kunne lide, altid blev kaldt frem i første række og ekspederet af Jesus før alle andre. Og med et meget overraskede resultat. Jesus lod nemlig aldrig sit syn på mennesker begrænse af normer og fordomme eller af fejl og mangler. Overalt så han muligheder i os og i vores menneskeliv, hvor ingen andre kunne se, at der var noget særligt at komme efter. Og det åbnede menneskers hjerter."

Vi følger under den sidste sætning Lauras blik, der finder krucifikset på kirkens væg. Men hvad der sker mellem hende og den korsfæstede Jesus, får vi ikke at vide.

Hippe storbyer kontra Udkantsdanmark
Men, at der sker noget med Laura og hendes syn på sig selv og sin familie i løbet af resten af brylluppet, er ganske tydeligt. Noget med at se bag om gamle oplevelser og fordomme og se, at mennesker også rummer andet og mere. Noget med at se, at en ægte kærlighed kan være mindst lige så meget værd som et politisk korrekt liv. Noget med at de hårdeste skaller ofte skjuler de mest sårbare sind. Livsvisdom, der er set før, men som vi alle vist har brug for at blive mindet om igen og igen - det er vel også derfor, at præsten prædiker hver søndag – også der, hvor kragerne vender.

Og nu vi er ved evangeliet – den tekniske kirketerm for "Den gode nyhed" – så er der netop et evangelium i denne film, som sjældent set så tydeligt i de mange danske Udkants-film. Måske er der faktisk ikke værre herude, end der er i de hippe storbyer. Eller måske er der ligefrem på nogle områder bedre at være her, hvor gammeldags kærlighed, troskab og jordnær livsglæde trives midt i al lortet. Ikke for at sige noget ondt om storbyen, men jeg forstår godt, at der er flest krager på landet.

Filmen er kommet på dvd.

---