Hvidstengruppen

Af: Carsten Riis Jensen
En rigtig god film, som fokuserer på personernes karakterer og personlige omkostninger frem for action. Flot gået af Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes team.

PERSONLIGE OMKOSTNINGER
Filmen om Hvidstengruppen indledes med undertitlen "Nogen må dø, for at andre kan leve".

Mens jeg så filmen, kom der en sms fra en af mine konfirmander. De ville gerne have mig til at lave en mindestund, for en 6-årig dreng, som samme dag døde efter sammenstød med en lastbil. Sms'en kom, mens jeg så filmen, og satte et af filmens temaer i bredt perspektiv: Der er dødsfald, som er meningsløse. Som den 6-årige drengs. Og der er dødsfald, som gør, at andre kan leve. Som i historien om Hvidstengruppen.

Men stadig kan man ikke sige, at det var hverken en "god" eller en retfærdig død. De døde, så andre kunne leve – men det ændrer ikke ved, at det var meningsløs død, for deres familier, deres børn.

Midt i alt dette kan og bør der forkyndes et stærkt og sandt budskab om, at selv i de sværeste omstændigheder kan Gud tage det, Satan vil gøre af ondt, og vende det til noget godt. Midt i alt dette kan budskabet om Jesu død og opstandelse forkyndes – og det kan forkyndes, at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Én måtte dø, for at andre kan leve.

Dén forkyndelse kommer til dels også til udtryk i filmen "Hvidstengruppen", men naturligvis ikke mere, end filmen og dens historiske baggrund kan bære. Men lidt er også godt.

Kort fortalt handler "Hvidstengruppen" om en dansk modstandsgruppe, som under besættelsen modtager våben, ammunition m.m. nedkastet fra engelske fly. Gruppen er centreret omkring Hvidsten Kro og ejeren Marius Fiil.

I filmen møder vi de familier og enkeltpersoner, som beslutter at gå ind i modstandsbevægelsen, vi ser og hører deres personlige overvejelser, vi ser de personlige omkostninger, og i enkelte actionfyldte scener ser vi dels nedkastningerne, dels tyskernes søgen efter personerne, dels tilfangetagelsen og endelig henrettelsen af nogle af gruppens medlemmer.

Filmen varer lidt over to timer og er en fornøjelse at se på – medmindre man forventer et rent action-eventyr, for så er man gået galt i byen. Filmen kan nogle steder minde om Flammen & Citronen og min ungdoms "Drengene fra Sankt Petri", og dog alligevel ikke: "Hvidstengruppen" er en langsom film, som fokuserer 90 procent af tiden på personernes karakter og især på de personlige omkostninger. Der er ganske få "actionprægede" scener. Resten er langsom og grundig historiefortælling og tidshistorie. Det klæder filmen.

Sine steder minder den rigtig meget om "Drengene fra Sankt Petri". Det gør den, fordi de unge i "Hvidstensgruppen" naturligvis har hørt om og var fascinerede af Churchill-klubben, som blev anholdt i 1942, og som "Drengene fra Sankt Petri" handler om.

På et tidspunkt i "Hvidstengruppen" istemmer en af de unge piger oven i købet den samme sang, som drengene fra Churchill-gruppen sang, da de blev kørt til arresten (den, der begynder med "Først så ta'r vi Göring i hans fede ben, dernæst ta'r vi Goebbels og …").

Det er ikke den eneste sang i "Hvidstengruppen". Mens mændene i gruppen er på vej i bil for at blive henrettet, begynder de at synge "Altid frejdig, når du går". Jeg sad og tænkte, at det vist er en meget dansk ting, at vi lige runder alting med en sang …

Jeg var fascineret af filmen. Naturligvis fordi jeg fik en ekstra oplevelse, da sms'en tikkede ind, men først og fremmest dog, fordi der er tale om en rigtig god film, med stof til både historietimen og kristendomstimen i skolen. Det er ikke tju-bang, men karaktertræk, personers tanker og personlige omkostninger ("nogen må dø, for at andre kan leve"), der er i fokus. Tak for det, til instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis.

---