Hushpuppy

Af: Michael Agerbo Mørch
Historien om den lille Hushpuppy og hendes kamp mod naturens kræfter og farens alkoholisme. En stærk film, der dog alligevel savner en ægte frigørende tone.

Sikke en debutfilm! Benh Zeitlins første fuldlængdefilm er noget af en bedrift. Med amatørskuespillere og et lavt budget har han formået at skabe et magisk-realistisk mesterværk. Filmen er formidabelt flot skruet sammen og har en klar filmisk vision. Dog har jeg sjældent haft så meget brug for to stjernebarometre, som til denne film. Hvorfor vender jeg tilbage til.

Som i den fænomenale epik The Tree of Life skildres en menneskelig eksistens' kamp mod det grufulde makrokosmos. Og som i Terrence Malicks mesterværk er makrokosmos voldsomt, mens det humane er naivt og fyldt med skønhed (dog med lunefulde nuancer). I nærværende film følger vi den lille seksårige Hushpuppy (engelsk slang for gummistøvle), som lever med sin far i en slumagtig fristad et sted i Louisiana, kaldet Badekarret (eng. Bathtub). Her går livet sin rolige gang, i et sælsomt oprør mod det magelige borgerskab i byen, som kun kan skimtes i det fjerne, men som ikke har nogen indflydelse på livet i Badekarret.

Hushpuppys far er en blanding af en kærlig og fast opdrager og en isoleret og fjern alkoholiker. Hushpuppy er dog tro mod sin far og følger ham i tykt og tyndt. Denne skildring af barnets klippefaste tilhørsforhold til sine forældre er meget smuk og præcis. Børns solidaritet med forældrene kender nærmest ingen grænser, og det tema er vigtigt også at bearbejde på film.

Livet trues
En storm - med efterfølgende vandstigninger - truer med at ødelægge livet i Badekarret. Derudover er Hushpuppys far dødeligt syg, men bliver ved med at skjule det for Hushuppy, selvom hun godt er klar over, at noget bliver holdt hemmeligt for hende. Hushpuppy kæmper således hele tiden kampen mod magter, som hun ikke selv kan overskue eller styre. Om det så er naturens voldsomme omskifteligheder eller farens vakkelvorne livsførelse. Alligevel er Hushpuppy ukuelig optimist, og med en kæk naivisme møder hun livets barske sandheder. Da hun både er opdraget med fristadens barske maskulinitet og charmerende feminitet, kæmper hun dog med at finde balance mellem mandens krigeriske overlevelsesinstinkt og kvindens følsomhed og fingerspidsfornemmelse. Hvornår en seksårig skulle kunne klare det identitetsrod står ubesvaret hen, men når éns far kræver, hvad gør man så?

Hushpuppy er en skuespilstriumf. Hun spilles af Quvenzhané Wallis, der blot er ni år gammel, men som spiller ret rutineret. Hun blev castet blandt 4000 børn og var Zeitlins eneste kandidat til rollen - hun var simpelthen perfekt. Selvom det er nemt at blive betaget af børneskuespillere, så mener flere filmeksperter, at de ret objektivt kan sige om hende, at hun måske spiller den bedste børnerolle i filmhistorien! Unægteligt store ord, men når man ser filmen er man ikke i tvivl - hun spiller virkelig denne rolle perfekt. Hushpuppys far spilles af Dwight Henry, der til daglig er en lokal bager fra New Orleans. Ved et tilfælde fandt Zeitlin ham, og han havde mod på at prøve skuespillet. Og det var en god idé. Den brovtne og stædige far spilles fortrinligt af Dwight Henry, der med sin hæse stemme og djærve gangart passer perfekt i den sleske fristad.

Tilbage til det med stjernebarometrene. For selvom "Hushpuppy" filmisk set er et mesterværk og nærmest er en pletfri produktion, så lades jeg alligevel tilbage med en tom følelse. For "Hushpuppys" livsforståelse er, at mennesket er overladt til et koldt og kynisk univers, hvor alle giver og tager i kampen for overlevelse. Æd eller bliv ædt! Det hele hænger sammen, og fin-tuningen af det lukkede biologiske univers gentages flere gange. Men med mine briller bliver det halve sandheder. For selvfølgelig er livet barskt og naturen ukontrollabel for mennesker. Men jeg sad alligevel på mit biografsæde og var glad for, at Bibelen siger "Ikke én af dem [spurvene] falder til jorden, uden at jeres fader er med den" (Matthæusevangeliet 10,29). Den frihed, der er i, at universet ikke (kun) er kolossale kræfters hærgen, men er styret af en almægtig og kærlig Gud, savnede jeg i filmen. Derfor skal filmens karakter differentieres. Seks stjerner for et filmisk mesterværk med blændende skuespilpræstationer. Fire stjerner for den filosofisk grundige, men dog lidt mangelfulde fortælling og substans. Derved lander vi på filmens tildelte fem stjerner.

---